Godt nytår! Hjemme hos os her tidligt på dagen d. 1. januar 2016 er det næsten ikke til at se, at vi har holdt nytårsaften. Jeg har nemlig allerede fjernet serpentiner fra nytårstræet og vindueskarmene og konfetti fra spisebordet. Resten ordner vi senere- når Frank er vågnet. Han er god til at sove længe, men det er jeg ikke rigtig.

Vores nytårsaften blev tilbragt i eget hjem kun os to og lille Nips i maven.  Det var rigtig hyggeligt og afslappende. Vi kunne tage tingene i eget tempo, og det passede os godt. Det er også rart ikke at have tømmermænd dagen derpå. Det betyder dog ikke, at jeg ikke også fik bobler. Mine var bare uden alkohol, og de smagte ganske udemærket. Den første sjat røg dog desværre på gulvet, for flasken var vist blevet rystet lidt for meget på sin tur hjem til vores køkken (tak Nemlig.com ;-)).

Bobler med og uden alkohol

Selvom vi kun var os, tog vi fint tøj på. Det var trods alt en særlig aften.

Vi gad ikke have forret denne gang. Til gengæld havde Frank købt to kæmpe entrecotes bøffer til hovedretten, som ellers bestod af en blandet salat med græskarkerner og lidt olie, hasselbagte kartofler, vildtsovs og hjemmebagt flütes. Kødet var dejlig mørt, og der var så meget af det, at jeg måtte levne lidt. Det gør dog ikke noget, for så har vi lidt rester til i dag. Til hovedretten drak Frank en Ripasso og jeg en Sprite. Desserten bestod af nøddekurve med pistacie-vanilleis og friske bær. Nøddekurve er sådan lidt retro, men de holder altså stadig for vildt! Kransekagen blev nydt sammen med bobler efter kl 24.

Hele aftenen var der masser af fyrværkeri at se på. Vi har en ok udsigt fra vores vinduer, så vi nød det indefra i starten. Efter kl 24 gik vi dog ud på vejen for at se det hele og ønske naboerne godt nytår. Da vi kom ind igen, tog vi hurtigt nattøj på og dynerne med ind i stuen. Det var ren hygge – lige min stil. Misforstå mig ikke, jeg elsker også at feste, men denne aften var bare lige i vores ånd. Det var en skøn aften uden pres på den ene eller anden måde. Og så blev den atter holdt med den, jeg elsker.