riesonne.dk

Det enkle liv - en blog om stort og småt

Tag: Gråd

Tigerspring er lig gråd og manglende søvn

Det er måske at overdrive lidt at sige, at tigerspring er lig gråd og manglende søvn. Det har det dog været for vores lille pige i hendes 4. uge og her i hendes 7.-8. uge. Tigerspring er de udviklingsspring, alle børn kommer igennem.

Indtil videre har vi været igennem springet, som normalt kommer omkring barnets 5. uge. Hos os kom det en uge tidligere. Vi kunne tydeligt se, at hun pludselig kunne flere ting, fx smile bevidst. Alle disse nye kundskaber og indtryk skulle dog også fordøjes af lillepigen, og det var straks sværere. Hun hylede ofte som en stukken gris om eftermiddagen og særligt om aftenen. Det hjalp dog heller ikke, at hun generelt ikke kunne finde ro og sove om aftenen. Det var slemt i ca. 5 dage, og så kom der lidt ro på.

Her ved tigerspring i uge 8, som startede i hendes 7. uge, har hun haft svært ved at sove hele dagen. Hun  kan nu se flere farver og former, og hun sutter helt vildt på sine hænder og fingre. Hun suger alle indtryk til sig, og når vi ved træthedstegn i løbet af dagen vugger hende, så hun kan falde i søvn, kan hun sjældent overgive sig. Hun er i forvejen meget opmærksom og nysgerrig, og disse egenskaber er ved dette tigerspring blot blevet intensiveret. Hvis vi får hende til at falde i søvn i vores arme, vågner hun straks eller kort efter, hun er lagt i liften. Det er som om, hun pt kun er tryg i vores arme om dagen. Nogle dage har hun derfor sovet nogle timer på mig i sofaen. Lige nu er det ikke så vigtigt, hvor hun sover, men blot at hun sover. Indtil videre har det varet 4 dage, og det ser ud til at blive bedre med søvnen dag for dag. De to første døgn sov hun nærmest slet ikke om dagen. Vi vuggede og nussede hele dagen, men ingenting hjalp- og så blev hun overtræt og begyndte at hyle.

Vi kan efterhånden godt høre på hendes gråd, når den skyldes træthed, for så starter den med nogle klynk. Får vi hende så ikke til at sove kort efter, bliver klynk til voldsom gråd, uanset hvad vi prøver. Ikke engang at skærme hende fra nye indtryk hjælper så. Heldigvis har hun sovet rigtig godt stort set hver nat. Adskillige timer i træk, og det hjælper altså på sagerne. Så har vi i hvert fald en glad og tilfreds pige først på dagen. Kun en enkelt nat skulle det tage næsten 3 timer for hende at falde i søvn efter amning, og det var første nat i dette tigerspring. Det var sgu hårdt. En ting er at skulle være på hele dagen, men når man så også skal være så meget på om natten, så trækker det tænder ud. Jeg er glad for, at vi er tilbage ved normalen, nemlig at hun sover 4-5 timer i træk, vågner og bliver ammet, sover ca. 3 timer mere og så bliver ammet igen. 2 amninger om natten passer mig ganske udemærket. Særligt når hun for det meste også kan falde i søvn igen indenfor 15-30 min. efter en natamning. Nu har vi i øvrigt i flere dage også fået hende til at sove lidt om aftenen, og det har sikkert med dette tigerspring at gøre.

Næste tigerspring er omkring hendes 12. uge, men lad os nu lige få overstået dette, før vi tænker på det næste.

Træt baby sover på mor

Barsel helt alene med lillepigen

Selvom jeg har nu har haft barsel i lige over fire uger, så var det først fra i mandags, at jeg skulle være helt alene med lillepigen hele dagen. Det var nemlig først mandag, at Frank skulle på arbejde igen.

Min barsel alene startede dog ikke så godt, for allerede natten til mandag gad hun ikke falde i søvn igen efter amning kl. 3.30. Hun begyndte at brokke sig og gik efter lidt tid over til decideret skrål og skrig, og det plejer hun slet ikke om natten. Hun ville absolut ikke ligge alene mere den nat. Til sidst måtte jeg sætte mig i sofaen i stuen med hende, så Frank kunne få lidt ro til at sove i soveværelset. Efter lidt mere mad faldt hun i søvn i min favn, og jeg orkede ikke at prøve at lægge hend i liften igen (med risiko for mere skrig og skrål), så jeg blev bare siddende i sofaen og småsov sammen med hende. Til information kan jeg oplyse, at man ikke sover synderligt godt med siddende med en baby i favnen og bare arme. Jeg var pænt kold et par timer senere, da Frank stod op, men hvad gør man ikke for, at den lille ny kan sove (og for lidt fred og ro). Vi rykkede ind i sengen og tog en lille lur ekstra (Nips fik også mad). Frank tog på arbejde, og da vi stod op en times tid senere, fik hun lidt ekstra mad. Da jeg skulle skifte hende, sked hun ud over det hele (på mig, på gulvet, på puslepuden, på døren, ja you name it!). Super god start på dagen, siger jeg bare. Hun så dog ret godt tilfreds ud. Efter at have skiftet hende færdig, været i bad og vasket gulv mm., regnede jeg med, at hun så ville sove lidt, men det gad hun ikke. Al virakken havde simpelthen taget for meget tid, og jeg havde misset vinduet for at putte hende. Hun var nu overtræt, og de næste mange timer gik derfor med hyl fra hende, og mig der gav hende mad, vuggede hende, gik tur med hende i barnevognen- ja, bare prøvede at trøste. Jeg fik ikke meget at spise og drikke, før hun hen på eftermiddagen faldt i dybere søvn for senere at vågne frisk og frejdig. Selvfølgelig lige før Frank kom hjem. Sikke en dag!

I går gik det heldigvis meget bedre. Selvom det igen tog lidt længere tid at putte hende midt om natten, så lykkedes det denne gang uden skrig, kun lidt træt brokkeri. Jeg var denne gang meget opmærksom på at putte hende i tide, så jeg ikke fik en overtræt baby, og det lykkedes bare perfekt. I hvert fald lige ind til Frank kom hjem, og jeg skulle lave pandekager. Jeg missede desværre vinduet for putning igen. Højst sandsynligt kun med 10 min, men det var nok. Vi havde så en overtræt baby, som først faldt rigtig i søvn, da hun fik lov at blive liggende i min favn 21.45. Der lå hun en times tid, og så gik vi alle i seng.

Natten til i dag er gået godt. Lillepigen sov fra 21.45 til 3.15, hvor jeg så ammede hende og puttede hende. Der var igen en smule modstand mod at sove alene i liften, men amning plus overtalelse i form af vuggen og nussen lykkedes på en time, og det er godkendt. Hun sov så til kl. 7, hvor Frank og jeg også begge stod op. Efter amning, leg med farmand og lidt mere amning, puttede jeg hende. Igen skulle der lidt overtalelse til, men det var kun let klynk og modstand, og det hjalp med lidt vuggen i min favn, inden hun kom i liften, hvor hun fik sut og blev nusset i panden og på kinden. Sådan, så var der en sovende baby! Hun faldt i søvn 8.45, og hun sover endnu (kl. er 10.45). Lad os håbe, at dagen fortsætter den gode stil. Så kan jeg nemlig også nå at slappe lidt af. Og vi skal da forresten også have købt flere bleer. Hun er allerede oppe i en større størrelse ble, for hun vejer nu over 5,3 kg. Jøsses, hvor tiden går!

© 2017 riesonne.dk

Tema af Anders NorenOp ↑