riesonne.dk

Det enkle liv - en blog om stort og småt

Tag: Blommer

Sylte, sylte, sylte

I dag har jeg brugt en del tid ude i køkkenet. Det skyldes bl.a., at vi har mange blommer og chili, som skal bruges. Jeg havde derfor en idé om, at jeg skulle sylte chili og lave blommechutney, blommebrændevin, blommesyltetøj og jordbærsyltetøj. Det, der tog længst tid, var forarbejdet med at rense blommerne og fjerne sten fra dem. Jeg har dog efterhånden fundet en forholdsvis hurtig metode. Jeg har trods alt renset pænt mange blommer den seneste måned. Jeg glæder mig mest til at smage blommechutney’en. Chutney passer jo til rigtig meget, så hvis den er god, kommer jeg helt sikker til at lave den igen. Opskrifter på det hele får du på et senere tidspunkt. Jeg skal jo lige være sikker på, at det er værd at dele, og det ved jeg først, når vi har smagt på sagerne. Blommebrændevinen er først færdig op til jul, for den skal stå i tre måneder, før den er drikkeklar.

Syltedag

Hjemmelavet blommetærte af egne blommer

Vi har så mange blommer i øjeblikket, at jeg skal være lidt kreativ i brugen af dem for ikke at gå død i smagen af blommer. I lørdags bestemte jeg mig derfor for at lave en blommetærte.

Jeg fandt en opskrift på nettet på en ‘bunden i vejret’-blommetærte, hvor jeg blot tilføjede 100 gr revet marcipan for at gøre den ekstra snasket og lækker. Det var ikke helt nemt at lave den. Jeg synes, at jeg brugte mere arbejdstid end de anførte 30 min, og jeg havde endda ellers på forhånd renset blommerne. Da jeg havde fået klasket kagen sammen, kom den i ovnen. Der var den i 50 minutter (på 180 graders varmluft). Jeg fulgte opskriftens anvisninger i forhold til at løsne kagen fra formens sider og lade den stå et par minutter. Da jeg løsnede siderne, kunne jeg se, at der var megen saft fra blommerne. Den løb så ud på bordet, fordi jeg var kommet til at lægge blommerne helt ud til kanten af formen, da jeg lavede kagen. Det skal man lige være opmærksom på, at man ikke skal gøre. Dejen skal kunne løbe ud i siderne. Det vidste jeg ikke, og det fremgår heller ikke af opskriften. Well well, you live, you learn. Da jeg skulle vende kagen ud på en tallerken, tænkte jeg mig ikke rigtig om. Jeg skulle have taget tallerkenen helt op til kagen, men det gjorde jeg ikke. Det resulterede i, at et stykke af kagen knækkede af. Jeg kan dog berolige alle med, at den smagte sygt godt med en ske creme fraiche til – og så kan den fryses ned. Det er også et hit hos mig.

Hvis du vil prøve ovenstående opskrift, skal du have lidt tålmodighed. Jeg har kun små blommer, og det tager en krig at fjerne sten på dem. Det tager desuden en rum tid at lave karamel ud af sukker og smør. Tålmodigheden betaler sig dog.

Blommetærte

Blommer er nyeste afgrøde i haven

Nu er det tid til blommer. De er så småt begyndt at falde af træerne i haven, og i dag har jeg været ude at samle en stor skål, så jeg kan lave blommegrød. Vi har flere forskellige slags blommer, og jeg plejer at blande dem alle, når jeg skal lave grød eller marmelade af dem. Det giver en god blanding med både bløde og lidt fastere stykker blommekød. Det kan jeg godt lide. Det plejer altid at være mig, der spiser det meste af det med blommer i. Frank er ikke så stor fan af blommegrød og -marmelade. Jeg kan nu ret godt lide det, og blommer er jo gode for fordøjelsen (i mindre mængde selvfølgelig).

Blommegrød

750 g blommer

3 dl vand

1 tsk stødt kanel

1 vanillestang

200 g sukker

Rød Melatin

2 spsk sukker

Ekstra sukker til drys

Skyl blommerne, og fjern stenene. Skær vanillestangen op. Læg blommer, vand, stødt kanel, vanillestang og sukker i en gryde. Kog blandingen op ved jævn varme under låg i ca. 15 minutter (rør en gang i mellem).  Tag vanillestangen op. Bland Rød Melatin og sukker i en lille skål. Hæld sukkerblandingen i blommeblandingen, mens du rører godt til et par minutter. Tag blommegrøden af varmen, og lad den køle lidt af, inden du putter den over i en skål, drysser lidt sukker på toppen og stiller den i køleskabet.

Blommegrød af egne blommer

 

© 2017 riesonne.dk

Tema af Anders NorenOp ↑