Som du nok har lagt mærke til, er der gået noget tid, siden jeg sidst lagde et indlæg på. Det er, fordi jeg bruger tiden sammen med min lille datter. Jeg er travlt optaget af at lege, skifte ble, vugge, kysse, grine og i ny og næ også at græde. Jeg er totalt hormonella, så hvis jeg er meget træt, kan jeg ved vuggetid godt komme til at græde. Nogle gange pga følelsen af utilstrækkelighed, når hun ikke vil sove, og andre gange pga den uendelige kærlighed jeg føler for hende. Jeg vil gøre alt for min datter.

Caroline har skiftet sin verden i livmoderen ud med vores, og det er en helt ny verden for hende. Hun er nu næsten 15 uger og kan allerede en masse, som jeg også fortalte i et tidligere indlæg. Hun er en meget glad lille pige det meste af tiden, og et smil smelter straks vores hjerter. De seneste par dage har hun været forkølet og ekstra pylret, men alligevel har det været i disse dage, vi har hørt hendes første rigtige grin. Jeg prøvede at underholde hende lidt med bjergbestigning på mig, for det elsker hun. Alt, hvor man kan komme frem og følge med i flere ting, er et plus i hendes bog. Nå, men jeg lå der på sengen med hende stående på maven, og vi fjollede rundt. Hun havde de største og dejligste smil fremme, og pludselig var det der, det første rigtige grin. Det var helt fantastisk. Nu jagter jeg det (og hendes sjove lange pludrelyde) dagligt.  Det kan redde en hel dag. Selv hvis hun kun har fået 10 timers søvn på en hel dag, og jeg bare er røvtræt, fordi jeg har vugget og vugget på gymnastikbolden. Så kan smil og grin gøre mig blød i knæene. Hun kan jo ikke gøre for, at hun ikke kan falde i søvn, eller at hun ikke kan sove så længe om dagen. Det er, fordi hendes hjerne skal arbejde så meget og gennemarbejde alle de indtryk, hun får i løbet af dagen. Og lad mig sige det sådan, at selvom vi opholder os hjemme det meste af tiden, så oplever og lærer hun rigtig meget. Hun vil simpelthen følge med i alt. Vi kan prøve at skærme hende så meget som muligt, men det hjælper kun meget lidt. Vi må bare acceptere, at vi har en lille tonserbaby, som skal se det hele!

For nylig fik hun sin 3 måneders vaccination, og hun klarede det så flot. Man kunne efterfølgende slet ikke mærke på hende, at der var sket noget. Ingen feber eller noget.  Der var kun to røde mærker på de små, fede lår.

På søndag skal hun så døbes. Vi har købt en fin kjole på Oliprik.dk. Det er med kyse, og så har vi også købt nogle små sko til. Vi prøvede kjolen på hende i går, og hun var bare så nuttet. Hun så meget uskyldig og fin ud, og det er små babyer jo også. Med kjolen på blev det dog mere tydeligt. Forhåbentlig er hendes forkølelse helt væk, når det bliver søndag. Den er efter to dage lidt på retur. Vi har også givet den maks gas med saltvanddråber og næsesuger, og hovedenden på liften er blevet løftet for at lette vejrtrækningen. Det er lige før, hun kan se ud over sengeranden i tremmesengen, så højt som hun ligger. Det hjælper dog, og har indtil vider sørget for, at vi kun har haft en enkelt rigtig skidt nat at komme igennem.

Jeg har forresten været til zoneterapeut med Caroline to gange. Det har  hjulpet til, at hun nemmere kommer af med sin lort. Nu kommer det i flere mindre omgange lidt ligesom i starten af hendes liv, og ikke i én stor omgang som så ryger igennem tøjet. Jeg er også selv begyndt at nulre hendes fødder og ben, da det også hjælper. Zoneterapeuten har vist mig et par punkter, og så har jeg også lært lidt fra en videoguide lavet af Katrine Birk.

En sidste ting, jeg vil fortælle i denne omgang, er, at Caroline elsker af sidde op og samtidig gumle på en af vores fingre. Hun er samtidig begyndt at savle helt vildt, og jeg synes, jeg kan ane noget under gummerne i formunden, men måske er det indbildning. Hun kan dog gumle ret hårdt, når hun vil, men hun får lov, for det ser så sødt ud, og hun gider ikke rigtig bidering. Det smager bare ikke af det samme, ser hun ud til at tænke.

Caroline elsker at gumle på vores fingre.

Caroline elsker at gumle på vores fingre.