Til min fødselsdag i april ønskede jeg mig et par lækre bukser (Touch Too Much, Grey Stripe) fra Comfy Copenhagen, og jeg fik dem af min mand. Tak til ham ? Bukserne er rigtig fede, for de er flotte i en afslappet stil. De er perfekte til barslen, hvor man ikke gider ligne lort, når man skal på gaden, men man heller ikke gider dulle sig vildt op, for det har man hverken tid eller overskud til. Man må sige, at de er pengene værd, for jeg har nærmest boet i dem indtil videre. De er så bløde og dejlige, og pasformen er rigtig god. Jeg har dem i str. M, for jeg kan godt lide, at de sidder lidt løst. Reelt kunne jeg godt have købt dem i en str. S, da de egentlig skal sidde lidt strammere, så de også kan bruges til en bytur. Jeg har dog stadig en topmave efter fødslen, og den gider jeg ikke sætte fokus på, da maven altid har været mit ømme punkt. Heldigvis sidder str. M, som de skal, og jeg føler mig godt til pas- og det er det vigtigste. Bukserne koster 599 kr.

Bukser fra Comfy Copenhagen

Jeg har i øvrigt flere stykker tøj fra Comfy Copenhagen. Det er et rigtig lækkert mærke, som jeg klart kan anbefale, hvis man er til den cool, men afslappede stil. Mærket kører også lidt den der oversize stil, som jeg godt kan lide. Det skal være lidt stort, men man skal ikke ligne en sæk kartofler! Jeg har købt en sweat hoodie (Please Don’t Leave Me, Grey) i str. M til 699 kr, en kjole (Let’s Dance, Grey Stripes) i str. S/M til 599 kr og en skjorte (Gimme Shelter, Light Grey Melange) i str. M til 499 kr. Alt sammen tøj, som jeg kan passe her lige efter fødslen, men som jeg også vil kunne passe, hvis jeg taber mig et par kilo. Det er jeg fan af! Jeg har købt tøjet på shopstrand.dk.