riesonne.dk

Det enkle liv - en blog om stort og småt

Kategori: Rejser og sightseeing

Den romantiske weekend blev knapt så romantisk

Vi havde flere gavekort liggende til diverse oplevelser. Jeg havde derfor booket hotel i Lyngby og booket bord på Gerlev Kro til i går, så vi kunne få en romantisk aften sammen. Desværre begyndte jeg at få det ret skidt, inden vi skulle afsted mod Gerlev Kro, men jeg tænkte, at det nok hjalp at få noget mad. Det gjorde det desværre ikke. Jeg sad og stirrede på maden og kunne kun drikke isvand og spise lidt brød. Uden at sige for meget kan jeg sige, at jeg havde fået Roskildesyge. Frank havde haft det torsdag, og nu var det så min tur. Bare ret surt, at det skulle være denne aften, hvor vi rigtig skulle hygge. I dag har jeg det lidt bedre, men maven er endnu ikke helt på toppen, så det bliver en dag på sofaen med dynen. Øv, øv!

Ferie på Tenerife

Vi er netop kommet hjem fra en 8-dages ferie i Los Gigantes på Tenerife. Det var lige, hvad vi trængte til. Selvom vi da var ude og se lidt forskelligt på øen, fx vulkanen Teide og dyreparken Loro Parque, stod den for det meste blot på afslapning på vores egen kæmpe balkon på hotellet. Ja, Frank var da også ude at dykke en enkelt dag, og vi skulle have været på tur ud at se delfiner og hvaler, men det blæste for meget til, at de ville have gravide mig med, så afslapning var i højsædet. Det var dog også helt ok, for det havde vi begge virkelig behov for. Frank har for tiden en del muskelsmerter, når han bevæger sig for meget, og jeg bliver bare hurtigt træt, så at kunne ligge ned og nyde solens stråler var helt perfekt. Vi havde skønt vejr på ca. 22 grader de fleste dage, men min gravide mave ville kun have lidt sol ad gangen. Jeg fik simpelthen røde prikker, som om Nips i maven sagde ‘Kun lidt ad gangen, mor’. Men det var også ok, for så gik jeg bare ind og satte mig i skyggen og læste i min bog.

Gravid mig på liggestol

Udsigten fra balkonen på vores hotel var så skøn. Hotellet, Royal Sun, ligger øverst på klippevæggen med kig ned over havnen i Los Gigantes på vestkysten. Det kan jeg klart anbefale at prøve. Vi købte halvpension og var også fint tilfredse med maden på hotellet. Normalt ville vi nok have købt morgenmad og så spist ude til frokost og aften, men der er meget bakket terræn på Tenerife, og da vores hotel lå på toppen, ville det være ret hårdt for mig med min gravide mave, hvis vi flere gange dagligt skulle vandre frem og tilbage. Vi gjorde det én dag, og da vi kom hjem til hotellet, var jeg helt færdig og pænt fyldt med væske i kroppen. Ikke særlig rart.

Udsigt fra balkon på Tenerife

Nu har vi lige nogle dages ferie tilbage herhjemme, før vi igen skal på arbejde. De skal bruges på mere afslapning- og så lidt forkultivering af planter for min del. Nu er det jo endelig tid til det igen. Jeg har dog lovet Frank at styre mig i forhold til sidste år, hvor jeg gik lidt i selvsving.

Vores bryllupsrejse til Italien

Som du nok har lagt mærke til, har jeg ikke skrevet på bloggen noget tid, og det skyldes ganske enkelt min og mandens bryllupsrejse til Italien. Det var en fantastisk tur, hvor der både var tid til at nyde kærligheden, vin i bunkevis, lækker mad og de flotte sights. Vejret var i øvrigt meget godt hele turen, ja næsten for godt, da det var 35 grader med fuld sol alle dage.

Vi startede i Firenze med to overnatninger på Hotel Sempione, der ligger midt i byen. Derfra gik vi rundt til alt. Vi så bl.a. den smukke Ponte Vecchio og domkirken. Vi spiste bl.a. på en restaurant, jeg havde fået anbefalet af en kollega. Restaurante Parione hed den. De lavede en sygt god creme brulee.

Domkirken i Firenze

Fra Firenze kørte vi i lejet bil ned gennem Toscana. Bilen havde vi lejet hjemmefra på autoeurope.dk (husk, at du skal have kreditkort, fx Mastercard, ved billeje i udlandet). Vi kørte gennem det smukkeste landskab i Toscana. Bakker og dale i massevis. Vinstokke og oliventræer overalt. Vi kørte igennem flere småbyer, og på vejen til det første reelle stop faldt vi over en nyåbnet bistro, kaldet Tenimenti Toscani. Lækker mad og vin- kan klart anbefales! De hører under Santa Margherita vin-gruppen, så der kunne vi have fået en rigtig vinsmagning, men da vi skulle det på første stop, mente vi, at det var overkill. Frank skulle jo også kunne køre bilen. Første planlagte stop var ved et lille vinslot, Castello Di Vicchiomaggio, nær Greve in Chianti. Der fik vi en rundtur blandt vinstokkene og i vinkælderen. Turen sluttede med en vinsmagning. Efter dette besøg kørte vi til første hotel, Le Colline, nær San Gimignano. Et ok hotel, som var mere rummeligt end det i Firenze. Med udgangspunkt i hotellet kørte vi de kommende tre dage på ture rundt i nærområdet for at se på middelalderbyer, men vi tog også helt til Volterra. Der var den smukkeste udsigt og en rigtig hyggelig stemning i byen, som dog var ret turistet. I San Gimignano spiste vi bl.a. på Le Vecchie Mura. Det var lidt skuffende. Vinen var dog fin. Vi tog også helt til Siena. Der var også rigtig flot. Vi spiste på en restaurant, som Frank havde fået anbefalet af en kollega. Osteria Le Logge hed den. Maden var rigtig god, men det var ret pebret.

Monteriggioni

Os foran vinstokkene ved Castello de Vicchiomaggio

Gammelt teater i Volterra

Så var det tid til at køre mod Umbrien. Naturen er, i dette område af Italien, mere grønt og ensartet end i Toscana. Som du nok kan høre, er jeg mest fan af Toscanas landskab. Første reelle stop var på en gård, hvor der blev lavet oste og yoghurt. Fattoria Pianporche hed stedet. Vi var de eneste besøgene den pågældende dag, og det var ret fedt, for så havde vi gårdens ejer og alle ostene for os selv, he he. Der blev virkelig disket op med lækre ting, vi skulle smage. Nabogårdene vin fik vi også en tår af. Sådan et besøg kan jeg virkelig anbefale. Efter ostesmagning kørte vi til Fattoria dei Barbi, som lave skønne Brunello vine. Vi kom på visit i den kæmpe vinkælder og fik også en vinsmagning med i købet. Vi valgte at købe et par vin med hjem, og de bliver gemt til, når der rigtig skal fejres noget, for det er drøn god vin. Derefter gik turen mod stedet, hvor vi skulle overnatte de næste tre nætter, nemlig en gård, som hedder Podere Le Olle. Det var det dejligste sted af alle de steder, hvor vi overnattede. Jeg kunne sagtens finde på at komme igen dertil, for stemningen var meget afslappende og familiær. Der kunne vi rigtig nyde livet og hinanden. Marina og Gianluca, som er ejerne af gården, var venlige og meget hjælpsomme. Fx havde vi ikke haft helt styr på det med billet til motorvejen, så vi fik en lidt voldsom opkrævning. Marina guidede os til, hvad vi kunne gøre for at slippe for opkrævningen. Under opholdet spiste vi på to rigtig gode restauranter, Agriturismo Gattogiallo og Aroma. På Agriturismo Gattogiallo var både mad, vin og betjening i top, og prisen var faktisk helt ok. Jeg husker stadig den lækreste creme brulee til desserten, mums. På Aroma var det mest maden og vinen, der var i højsædet. Portionerne var ikke særlig store, men til gengæld smagte maden rigtig godt. Det var lidt mere fransk end italiensk, fx fik jeg fasan. På Podere Le Olle var der som sagt en meget familiær atmosfære. Det skyldtes i høj grad, at der var et begrænset antal værelser, så der var ikke overfyldt med mennesker. Alle var rigtig søde. Der var mange belgiere og hollændere, da vi var der, og sjovt nok mødte vi et par, som har familie i DK og ofte besøger vores land. Kvinden havde vundet rejsen til gården i en konkurrence på Facebook- hvor heldig kan man være 🙂 Sidste aften, inden vi skulle mod Rom, var vi fem par, som lavede hver en ret til aften, og så hyggede vi ellers over mad ved langbord sammen med Marina og Gianluca (og deres to hunde, som tiggede rester). Det var en rigtig fed oplevelse.

Oste hos Fattoria Pianporche

Vinsmagning hos Fattoria dei Barbi

Udsigt ved Podere Le Olle

Sidste etape på turen gik mod Rom. Nu havde vi fået styr på det med billet til motorvejen, så vi begik ikke samme fejl igen. Bilen blev afleveret i Rom, og vi tog hen til vores hotel, Antica Dimora Delle Cinque Lune. Det var et rummeligt og lækkert værelse midt i byen. Vi fik set Vatikanet (betal for en guidet tur, hvis du ikke gider stå meget lang tid i kø) og Colosseum. Det var store oplevelser. Virkelig overvældende. Vi tog til Colosseum sen eftermiddag, og der stod vi meget kort tid i kø, så det kan klart anbefales. Tæt på vores hotel lå Pantheon og Piazza Navona, så det fik vi også set, men alligevel tog vi på en hop on-hop of bus for at se de øvrige større sights.

Colosseum

Det var en rigtig fed tur alt i alt, og nu er vi så hjemme til dagligdagen igen- dog som mand og kone <3

På tur til Knuthenborg Safaripark

I dag var Frank og jeg i Knuthenborg Safaripark. Ingen af os havde været der før, så vi glædede os meget. Vores lejebil fra Driveon.net bragte os til Lolland. Det tog ca. 1 time og 30 min.  Vi var som små børn, da vi kørte ned ad den store allé mod parken. Vi skulle ikke langt ind, før vi så de første dyr. Æsler og nubiske geder. Vi kunne klappe begge dele. Senere så vi bl.a. giraffer, antiloper, næsehorn, ulve, tigre, kameler, bisoner, aber, okser, strudse, lemurer, emuer og noget så almindeligt som shetlandsponyer. Nogle steder kunne vi komme ud og gå blandt dyrene. Andre steder måtte vi ikke gå ud af bilen, fordi dyrene kunne være farlige. Vi så ulvene blive fodret, og det var ret interessant. De små ulveunger prøvede også at komme til fadet, men deres charme havde ikke rigtig nogen indvirkning på de store ulve, så de fik kun lidt.

Vi havde en rigtig dejlig dag i Knuthenborg Safaripark. Det er helt sikkert ikke sidste gang, vi tager dertil. Vi er jo trods alt dyreelskere.

Eland antilope i Knuthenborg Safaripark

Zebra i Knuthenborg Safaripark

© 2017 riesonne.dk

Tema af Anders NorenOp ↑