Det meste her på siden handler for tiden om babyen (klart nok!). Jeg har ikke rigtig skrevet om haven og planterne på det sidste. De er dog ikke glemt. Jeg fik ordnet det meste, inden Nips blev født, sådan at jeg mere eller mindre bare skulle vande det hele efter fødslen.

I det nye vægdrivhus vokser planterne rigtig godt. Vi har for længst smagt den første skoleagurk af sorten Baby. Den var sprød og lækker. Ikke en voldsom smag, men heller ikke så vandet og kedelig som de agurker man køber i supermarkedet. Det er første gang, vi har drivhusagurk i drivhus. Sidste år havde vi kun agurker på friland, og det er altså ikke helt det samme. Planterne vokser også bare ekstremt hurtigt i drivhuset i forhold til på friland. Jeg har fx tre tomatplanter af sorten Supersweet. Den ene står i drivhuset, og de andre to står på friland ligesom sidste år. Den i drivhuset er meget større i højde og drøjde, og det ser ud som om, at udbyttet også bliver derefter. Ih, hvor jeg glædet mig til de første tomater.

Vægdrivhus i brug

Den første skoleagurk har set dagens lys

På friland er der gang i mine potato pots, hvor der er fine Hamlet kartofler på vej. Jeg skal snart tage de første- jeg har bare lige haft andet at se til med hende Nips. Ellers er der gang i Lollo Rossa salaten, og der er lækre jordbær, ærter, rucola, ulerødder, Heartbreaker tomater og Tumbling Tom tomater på vej. Spinaten er allerede ved at blomstre, fordi det har været så varmt, så den har jeg ikke nået at spise så meget af. Update på haven følger igen snart, for der sker hele tiden noget.

Kartofler i potato pots

Masser af jordbær på vej

Heartbreaker tomat er en genganger