Den seneste uge har det været mellem 25 og 32 grader hjemme hos os, og det er ikke en varme, som passer en nyfødt. Nips er simpelthen så varm- også selvom hun kun har ble på. Og en varm Nips er lig med en ulykkelig Nips. Det hjælper nok heller ikke, at hun har maveproblemer. Måske hænger de sammen med varmen, for de startede først, da hedebølgen kom. Nips kan ikke finde ro i varmen, og meget af tiden ligger vi i soveværelset med hende, hvor vi prøver at berolige hende. Nogle gange lykkes det, og hun får en time eller to på øjet. Andre gange er hun bare vågen, overtræt og ked af det (græder for vildt), og der er intet, vi kan gøre for at få hende til at sove. Vi har dog fundet ud af, at hun falder til ro, når vi kører en tur med hende i barnevognen. For det meste falder hun i søvn dér, men så vågner hun igen, når den holder stille. Det er selvfølgelig ærgerligt, at hun vågner så hurtigt, men det giver dog trods alt lidt ro til vores ører under køreturen. Og ro er tiltrængt, når man på kort tid havde vænnet sig til en Nips, der var forholdsvis rolig og nem at gå til, og det så fra den ene dag til den anden ændrede sig. Intet er konstant med sådan en lille størrelse. Vi gør bare vores bedste for at være der for hende, uanset om vi kan trøste eller ej.

Endelig faldt hun i søvn