Det er nogle dage siden, jeg skrev sidst, og det er der en god forklaring på. Dejlige, lille Nips er nemlig kommet til verden, og det var en forholdsvis naturlig fødsel. Det eneste unaturlige var, at jeg blev sat i gang pga. graviditetsbetinget sukkersyge og leverbetinget graviditetskløe. I dette indlæg kommer min fødselsberetning. Vil du blot se billeder af Nips, skal du derfor ikke læse nedenstående, men gå direkte til slutningen af indlægget.

Igangsættelsen skete i torsdags. Jeg fik nogle piller fra morgenstunden. De skulle sætte veerne i gang og modne livmoderhalsen og -munden. Derefter kunne vi tage hjem og vente på, at der ville ske noget. Der begyndte godt nok at komme nogle veer, men ikke så voldsomt at det rykkede noget særligt. Jeg fik så nogle flere piller, og vi tog hjem igen. Veerne blev voldsommere, og da vi nogle timer senere tog ind på hospitalet igen, var jeg åben nok til at få lavet en hindeløsning. Vandet var nemlig ikke gået endnu. Jordemoderen i Fødemodtagelsen sagde, at hun pga. veernes styrke og regelmæssighed ikke måtte give mig flere piller, og at hun syntes, at det allerbedste ville være, hvis kroppen selv kunne få vandet til at gå i løbet af natten. Hun ville derfor helst ikke lave hindeløsning den aften, men vente til dagen efter, hvis vandet ikke gik af sig selv. Desuden var der ingen ledige fødestuer, så hvis jeg rent faktisk gik i fødsel kort tid efter, var der ikke plads til mig. Vi valgte derfor at vente til næste dag. Også fordi veerne ikke føltes så voldsomme, så jeg regnede med sagtens at kunne falde i søvn. Det kunne jeg også.

Vandet gik ikke den nat, og næste morgen var veerne gået lidt i sig selv. Det var jeg lidt øv over, men på hospitalet sagde jordemoderen, at jeg nu var endnu mere åben, så hun ville lave hindeløsningen. Desværre var der rigtig mange, der skulle have hindeløsning, og flere var mere akutte end mig og Nips. Vi havde det simpelthen for godt, og der var på det tidspunkt ikke hænder nok til alle. Vi blev derfor sendt hjem og ville blive ringet op, så snart der var ledige hænder. Vi nåede at være hjemme i små to timer, før vi blev ringet op. Da vi kom ind, lavede en jordemoder hindeløsningen. Det føltes som varmt vand, der løb ned ad numsen. Kort efter begyndte veerne igen. Denne gang uregelmæssigt, men med mere styrke. Det nev simpelthen lidt anderledes end om torsdagen. Igen fik vi lov at tage hjem og skulle først vende tilbage om eftermiddagen. Jeg spurgte Frank, om han havde kigget ved hindeløsningen. Det havde han, og han sagde ‘det var ikke særlig lækkert’. Jeg kunne ikke lade være med at grine, for det lød bare så sjovt.

Da vi vendte tilbage til hospitalet, gjorde det ret ondt. Hver gang veerne kom, måtte jeg simpelthen stoppe op, lukke øjnene og fokusere på den dybe vejrtrækning. Jeg gik meget langsomt og havde på turen til hospitalet mærket hvert eneste ubehagelige bump på vejen. I Fødemodtagelsen sagde de, at vi skulle på Fødegangen, men at en jordemoder først skulle tjekke mig, og hun var ledig en time senere. Jeg kunne på det tidspunkt ikke overskue så meget, så vi satte os bare ned i bilen og ventede. Da vi vendte tilbage, og jeg blev tjekket, var jeg kun tre cm åben og derfor ikke klar til Fødegangen endnu. Det var jeg ikke helt tilfreds med, kunne Frank se, men der var ikke noget valg. Vi kunne enten gå en tur eller tage hjem, indtil jeg følte behov for at komme igen. Altså når veerne var så voldsomme, at jeg ikke kunne klare det mere derhjemme. Vi valgte at tage hjem. Jeg tog et par Panodil og en Kodein, men kom så i tanke om, at jordemoderen til Fødselsforberedelsen havde sagt, at sådanne smertestillende slet ikke hjælper på det tidspunkt i fødselsforløbet. Det havde hun ganske ret i. De kunne ikke tage toppen af veerne, som jeg ellers havde håbet på. Det blev derfor nogle hårde timers venten, og da vi havde været hjemme i ca. tre timer, bad jeg Frank ringe til Fødemodtagelsen og sige, at nu var vi på vej. Denne gang viste det sig, at jeg var 5-6 cm åben, og jeg var klar til Fødegangen. De skulle dog lige gøre en stue klar til os, og det tog over en time. Frank nussede og støttede mig godt i ventetiden.

På vej til Fødegangen spurgte jeg ind til, om det var for sent med noget smertelindrende. Jeg ville helst føde så naturligt som muligt, dvs. uden at være påvirket af medicin, men jeg kunne bare mærke, at det ville hjælpe med noget, der kunne tage toppen af smerterne. Valget faldt på lattergas, da det er hurtigt ude af systemet, når du ikke længere indånder det. Mens jeg lå på min fødestue og prøvede at arbejde med veerne, fandt jeg dog hurtigt ud af, at lattergassen ikke tog toppen af veerne som forventet. Jeg valgte derfor at stoppe med det og bare tage smerterne, som de kom. Som tiden gik, og jeg åbnede mig mere og mere, gjorde veerne mere og mere ondt, og det blev meget svært kun at bruge den dybe vejrtrækning. Jeg måtte lige tage lidt ekstra lyd på også. Det gjorde sgu nas i underlivet! Veerne var korte og intense, og det bemærkede min jordemoder, Linda, også. Nogle gange fik jeg også de vildeste rystelser, fordi jeg brugte hver eneste muskel i kroppen, og det tog al energien ud af mig. Da jeg fik et lavement, skulle jeg forsøge at ‘holde det i mig’  i 10 min. Kort efter fik jeg dog en ve, som sagde spar to, og jeg måtte skynde mig på toilet. Problemet var dog, at jeg ikke kunne sidde på toilet under fødslen, for de korte og intense veer blev simpelthen til én lang og voldsom ve, mens jeg sad der. Jeg kunne ikke sidde stille, og på et tidspunkt kunne jeg bare mærke, at jeg skulle kaste op. Jordemoderen nåede ikke helt at give mig en pose, så jeg kastede lidt op ud over det hele, mig selv inkluderet. Frank sad på den anden side af døren, så han kunne ikke se det, og det var vist meget godt.  Jeg var nemlig ikke særlig charmerende på det tidspunkt. Jeg fik nyt tøj på, og så var det bare ind i sengen igen. Da jeg var 9 cm åben, bad jordemoderen mig om at komme op at gå lidt, så jeg kunne åbne mig helt. Jeg fik en slags rollator med to armstøtter, men jeg gik meget langsomt rundt, for nu kom der så voldsomme veer, at jeg nærmest bare skreg hver gang. På et tidspunkt sagde jeg ‘jeg kan snart ikke klare mere’, men så var det heldigvis også tid til at prøve at presse. Faktisk kom der presseveer, mens jeg stod op, og jeg måtte sige, at jeg ikke kunne lade være med at presse lidt. Det var heldigvis ok med jordemoderen.

Da jeg rigtig skulle til at presse, var jeg oppe i sengen igen. Jeg lå med numsen skudt lidt i vejret for at kunne bruge så mange kræfter så muligt, når jeg fik lov.  Senere lå jeg dog på siden og holdt begge ben op under mig. Jeg kunne nå tre pres på hver ve, og der gik nu meget kort tid mellem veerne. De føltes heller ikke nær så slemme mere, netop fordi jeg skulle være aktiv med at presse, og jeg så småt kunne se en ende på det hele. Det var dog lidt op ad bakke. Som jordemoderen sagde ‘to skridt frem og et tilbage’. Nips’ hoved kiggede nemlig lidt frem, da jeg pressede, men så sugede hun sig sgu lidt ind igen, den lille frækkert. Jeg følte, at det tog en evighed. Da det nærmede sig, at hovedet skulle det sidste stykke ud, forberedte jordemoderen mig på det. Så var det ved at være. Jeg gav den max gas, som jeg fik besked på, og kort efter jordemoderen havde sagt ‘og nu den hurtige vejrtrækning’, og jeg gik over til den, fik hun drejet hovedet ud. Jeg kunne se det. Det var ret vildt. Ved næste ve skulle resten af kroppen så ud. Og det kom den. Jeg kunne ikke se, at navlestrengen havde været lidt rundt om Nips’ hals. Det kunne Frank. Det har han fortalt mig bagefter. Det, synes han, var lidt voldsomt at se på. Jordemoderen havde været hurtig til at få den af, og Nips kom straks op på min mave. Hun var ret fyldt med fosterfedt og (mit) blod, men nu var hun der. Vores datter lå på min mave, og efter et par dask og lidt gnubben begyndte hun at græde. Det var så stor en følelse. Vi var forældre til den lille, fantastiske pige, der lå dér! Hun fik et håndklæde over sig, og jordemoderen satte en varmelampe over hende. Hun skulle jo helst ikke fryse, det lille pus. Hun begyndte hurtigt at sutte på sine fingre og lave smaskelyde, som om hun ville have bryst. Vi blev dog enige om, at hun lige skulle vente et øjeblik, så hun først kunne blive renset bare en smule og målt og vejet. Det kom dog til at tage noget tid, for jeg skulle sys forneden først. Jordemoderen måtte have assistance til det af en fødselslæge, og da der var mange fødende på gangen, måtte vi vente lidt. Det tog vi dog meget pænt, for vi havde jo en lille en at kigge på. Hun kiggede pænt tilbage med store gråblå øjne og kæmpe runde kinder. Hun tog pusten fra os. Inden fødselslægen Peter kom og syede mig, havde jordemoderen lagt en blokade forneden, så jeg ikke skule kunne mærke så meget. Dog gik der en del tid, så en lille smule kunne jeg mærke. Det var dog hurtigt overstået, og jeg havde følt mig meget tryg i Peters hænder. Pudsigt nok havde jeg mødt ham tidligere i mit forløb, og det hjalp måske også på det. Så var det tid til at se nærmere på Nips. Hun blev målt til 56 cm og vejet til 4102 g. En stor, sund og rask pige.

Vi skulle derefter hen på barselsgangen; af flere årsager, bl.a. at jeg havde haft feber under fødslen, og at jeg havde haft graviditetsbetinget sukkersyge. Der skulle vi være i to døgn, så de kunne holde øje med os. På vej derhen kørte vi forbi en fin væg med stofblade på et stort træ. Der fik vi lov at sætte et blad på for at symbolisere, at en lille pige var kommet til verden. Ret hyggeligt, synes jeg.

Her til sidst må jeg igen rose min mand. Han tog det hele i stiv arm. Støttede mig, hentede vand, hentede klude til panden osv.

Det var min fødselsberetning- ret meget pindet ud, men jeg vil gerne have det hele med. Måske det kan hjælpe nogen, så de er forberedte på, hvad der kan ske, inden de engang selv skal føde. Selve opholdet på barselsgangen vil jeg fortælle om på et senere tidspunkt.

Og nu til det, som flere sikkert har ventet på. Billeder af Nips.

image image image image