riesonne.dk

Det enkle liv - en blog om stort og småt

Måned: maj 2016

Min krop efter fødslen

Kroppen er nu helt fantastisk. Lige efter Nips’ fødsel var maven mega slasket, men efterveer hjalp livmoderen til at trække sig sammen, og efter få dage var min krop allerede mere normal at se på igen. Maven er stadig lidt slasket. Jeg har da en topmave. Det vil jeg ikke skjule. Men at kroppen kan reparere sig selv sådan, som den nu engang gør efter en fødsel, det er vildt. Ikke bare maven. Det ser faktisk ud som om, at der er lidt mindre fedt på hofterne, end før jeg blev gravid (imagine that!). Og navlen er lidt større. Det er brysterne så sandelig også, for nu er der kommet mælk i, og Nips tager lystigt for sig, så der er godt gang i produktionen. Jeg kan blive helt fascineret af at se, hvordan mælken kan løbe, bare fordi hun nærmer sig, eller jeg begynder at tænke på hende. Nogle gange er det dog lige voldsomt nok. Min mælk har gjort mange bh’er, kjoler og lagner våde, fordi de har løbet så meget, men jeg er efterhånden ved at have mere styr på brysterne nu. Forstil dig lige, at du står og skal skifte en baby, og så begynder begge bryster at løbe, sådan helt ustyrligt. Der er virkelig tale om hormoner dér!

Det er ret underligt at være den store mave foruden. Jeg havde ligesom vænnet mig til den til sidst, og den (Nips) blev nusset og aet hver dag. Jeg kan stadig i ny og næ tage mig selv i at ae maven. Det stopper jeg nok med helt af mig selv, når maven fylder lidt mindre. Det er vist bare ren vane. En god ting ved ikke at være gravid mere er, at jeg nu igen kan se mine lår, mine fødder og mine private parts. Jeg bilder mig faktisk også ind, at mine lår er blevet mindre, men det er sikkert bare, fordi jeg ikke har set dem rigtigt i længere tid.

Jeg havde jo i 3. trimester problemer med tarmsystemet og at få afføring ud. Alt var stoppet med at fungere normalt, fordi Nips fyldte det hele. Nu hvor hun er kommet ud, er der ved at komme gang i sagerne igen, og det er rigtig dejligt. Sådan noget tager dog tid, så jeg prøver at huske mig selv på at være tålmodig og slappe af.

Det virker til, at jeg heler fint for neden. Jeg bristede en del og fik at vide, at jeg nok ville komme til at bløde en del i op til otte uger. Det værste skulle aftage efter en uges tid, og det passer meget godt med, hvad jeg oplevede. I starten var jeg ret øm, men det var til at overskue. Jeg ville i hvert fald ikke tage smertestillende, for hvordan ville jeg så vide, om der var bedring dernede. Jeg er stort set ikke øm pga. bristningens længere, og det er jeg godt tilfreds med.

Jeg kan i øvrigt endnu ikke passe min vielsesring. Det virker som om, leddet er blevet større. Måske har jeg bare stadig lidt væske i kroppen. Jeg synes dog ikke, at det ser sådan ud.

Når man ammer, arbejder kroppen rigtig meget, og man har derfor brug for lidt ekstra kalorier. De første dage efter fødslen spiste jeg ikke særlig meget, men på det tidspunkt var mælkeproduktionen heller ikke kommet i gang. Lige så snart den kom det, kom sulten også. Jeg er nærmest sulten non stop, og det er som om, kroppen helst vil have usunde sager. Det er sgu lidt bøvlet med sådan en trang. Jeg prøver at spise sundt, men der ryger nu lidt chokolade indenbords. Så vidt muligt holder jeg mig til mørk chokolade på 70 %, men jeg falder jævnligt i den mere usunde slags chokolade (eller is for den sags skyld). Det må jeg bare tage med. Jeg kan simpelthen ikke styre det hele tiden. Det er kroppen, der siger, at den vil have mere mad, så den kan arbejde alt det, den skal.

Kroppen 5. dag efter fødslen

Fem dage efter fødslen.

 

Kroppen 10. dag efter fødslen

Ti dage efter fødslen.

Velkommen til verden Nips – en forholdsvis naturlig fødsel

Det er nogle dage siden, jeg skrev sidst, og det er der en god forklaring på. Dejlige, lille Nips er nemlig kommet til verden, og det var en forholdsvis naturlig fødsel. Det eneste unaturlige var, at jeg blev sat i gang pga. graviditetsbetinget sukkersyge og leverbetinget graviditetskløe. I dette indlæg kommer min fødselsberetning. Vil du blot se billeder af Nips, skal du derfor ikke læse nedenstående, men gå direkte til slutningen af indlægget.

Igangsættelsen skete i torsdags. Jeg fik nogle piller fra morgenstunden. De skulle sætte veerne i gang og modne livmoderhalsen og -munden. Derefter kunne vi tage hjem og vente på, at der ville ske noget. Der begyndte godt nok at komme nogle veer, men ikke så voldsomt at det rykkede noget særligt. Jeg fik så nogle flere piller, og vi tog hjem igen. Veerne blev voldsommere, og da vi nogle timer senere tog ind på hospitalet igen, var jeg åben nok til at få lavet en hindeløsning. Vandet var nemlig ikke gået endnu. Jordemoderen i Fødemodtagelsen sagde, at hun pga. veernes styrke og regelmæssighed ikke måtte give mig flere piller, og at hun syntes, at det allerbedste ville være, hvis kroppen selv kunne få vandet til at gå i løbet af natten. Hun ville derfor helst ikke lave hindeløsning den aften, men vente til dagen efter, hvis vandet ikke gik af sig selv. Desuden var der ingen ledige fødestuer, så hvis jeg rent faktisk gik i fødsel kort tid efter, var der ikke plads til mig. Vi valgte derfor at vente til næste dag. Også fordi veerne ikke føltes så voldsomme, så jeg regnede med sagtens at kunne falde i søvn. Det kunne jeg også.

Vandet gik ikke den nat, og næste morgen var veerne gået lidt i sig selv. Det var jeg lidt øv over, men på hospitalet sagde jordemoderen, at jeg nu var endnu mere åben, så hun ville lave hindeløsningen. Desværre var der rigtig mange, der skulle have hindeløsning, og flere var mere akutte end mig og Nips. Vi havde det simpelthen for godt, og der var på det tidspunkt ikke hænder nok til alle. Vi blev derfor sendt hjem og ville blive ringet op, så snart der var ledige hænder. Vi nåede at være hjemme i små to timer, før vi blev ringet op. Da vi kom ind, lavede en jordemoder hindeløsningen. Det føltes som varmt vand, der løb ned ad numsen. Kort efter begyndte veerne igen. Denne gang uregelmæssigt, men med mere styrke. Det nev simpelthen lidt anderledes end om torsdagen. Igen fik vi lov at tage hjem og skulle først vende tilbage om eftermiddagen. Jeg spurgte Frank, om han havde kigget ved hindeløsningen. Det havde han, og han sagde ‘det var ikke særlig lækkert’. Jeg kunne ikke lade være med at grine, for det lød bare så sjovt.

Da vi vendte tilbage til hospitalet, gjorde det ret ondt. Hver gang veerne kom, måtte jeg simpelthen stoppe op, lukke øjnene og fokusere på den dybe vejrtrækning. Jeg gik meget langsomt og havde på turen til hospitalet mærket hvert eneste ubehagelige bump på vejen. I Fødemodtagelsen sagde de, at vi skulle på Fødegangen, men at en jordemoder først skulle tjekke mig, og hun var ledig en time senere. Jeg kunne på det tidspunkt ikke overskue så meget, så vi satte os bare ned i bilen og ventede. Da vi vendte tilbage, og jeg blev tjekket, var jeg kun tre cm åben og derfor ikke klar til Fødegangen endnu. Det var jeg ikke helt tilfreds med, kunne Frank se, men der var ikke noget valg. Vi kunne enten gå en tur eller tage hjem, indtil jeg følte behov for at komme igen. Altså når veerne var så voldsomme, at jeg ikke kunne klare det mere derhjemme. Vi valgte at tage hjem. Jeg tog et par Panodil og en Kodein, men kom så i tanke om, at jordemoderen til Fødselsforberedelsen havde sagt, at sådanne smertestillende slet ikke hjælper på det tidspunkt i fødselsforløbet. Det havde hun ganske ret i. De kunne ikke tage toppen af veerne, som jeg ellers havde håbet på. Det blev derfor nogle hårde timers venten, og da vi havde været hjemme i ca. tre timer, bad jeg Frank ringe til Fødemodtagelsen og sige, at nu var vi på vej. Denne gang viste det sig, at jeg var 5-6 cm åben, og jeg var klar til Fødegangen. De skulle dog lige gøre en stue klar til os, og det tog over en time. Frank nussede og støttede mig godt i ventetiden.

På vej til Fødegangen spurgte jeg ind til, om det var for sent med noget smertelindrende. Jeg ville helst føde så naturligt som muligt, dvs. uden at være påvirket af medicin, men jeg kunne bare mærke, at det ville hjælpe med noget, der kunne tage toppen af smerterne. Valget faldt på lattergas, da det er hurtigt ude af systemet, når du ikke længere indånder det. Mens jeg lå på min fødestue og prøvede at arbejde med veerne, fandt jeg dog hurtigt ud af, at lattergassen ikke tog toppen af veerne som forventet. Jeg valgte derfor at stoppe med det og bare tage smerterne, som de kom. Som tiden gik, og jeg åbnede mig mere og mere, gjorde veerne mere og mere ondt, og det blev meget svært kun at bruge den dybe vejrtrækning. Jeg måtte lige tage lidt ekstra lyd på også. Det gjorde sgu nas i underlivet! Veerne var korte og intense, og det bemærkede min jordemoder, Linda, også. Nogle gange fik jeg også de vildeste rystelser, fordi jeg brugte hver eneste muskel i kroppen, og det tog al energien ud af mig. Da jeg fik et lavement, skulle jeg forsøge at ‘holde det i mig’  i 10 min. Kort efter fik jeg dog en ve, som sagde spar to, og jeg måtte skynde mig på toilet. Problemet var dog, at jeg ikke kunne sidde på toilet under fødslen, for de korte og intense veer blev simpelthen til én lang og voldsom ve, mens jeg sad der. Jeg kunne ikke sidde stille, og på et tidspunkt kunne jeg bare mærke, at jeg skulle kaste op. Jordemoderen nåede ikke helt at give mig en pose, så jeg kastede lidt op ud over det hele, mig selv inkluderet. Frank sad på den anden side af døren, så han kunne ikke se det, og det var vist meget godt.  Jeg var nemlig ikke særlig charmerende på det tidspunkt. Jeg fik nyt tøj på, og så var det bare ind i sengen igen. Da jeg var 9 cm åben, bad jordemoderen mig om at komme op at gå lidt, så jeg kunne åbne mig helt. Jeg fik en slags rollator med to armstøtter, men jeg gik meget langsomt rundt, for nu kom der så voldsomme veer, at jeg nærmest bare skreg hver gang. På et tidspunkt sagde jeg ‘jeg kan snart ikke klare mere’, men så var det heldigvis også tid til at prøve at presse. Faktisk kom der presseveer, mens jeg stod op, og jeg måtte sige, at jeg ikke kunne lade være med at presse lidt. Det var heldigvis ok med jordemoderen.

Da jeg rigtig skulle til at presse, var jeg oppe i sengen igen. Jeg lå med numsen skudt lidt i vejret for at kunne bruge så mange kræfter så muligt, når jeg fik lov.  Senere lå jeg dog på siden og holdt begge ben op under mig. Jeg kunne nå tre pres på hver ve, og der gik nu meget kort tid mellem veerne. De føltes heller ikke nær så slemme mere, netop fordi jeg skulle være aktiv med at presse, og jeg så småt kunne se en ende på det hele. Det var dog lidt op ad bakke. Som jordemoderen sagde ‘to skridt frem og et tilbage’. Nips’ hoved kiggede nemlig lidt frem, da jeg pressede, men så sugede hun sig sgu lidt ind igen, den lille frækkert. Jeg følte, at det tog en evighed. Da det nærmede sig, at hovedet skulle det sidste stykke ud, forberedte jordemoderen mig på det. Så var det ved at være. Jeg gav den max gas, som jeg fik besked på, og kort efter jordemoderen havde sagt ‘og nu den hurtige vejrtrækning’, og jeg gik over til den, fik hun drejet hovedet ud. Jeg kunne se det. Det var ret vildt. Ved næste ve skulle resten af kroppen så ud. Og det kom den. Jeg kunne ikke se, at navlestrengen havde været lidt rundt om Nips’ hals. Det kunne Frank. Det har han fortalt mig bagefter. Det, synes han, var lidt voldsomt at se på. Jordemoderen havde været hurtig til at få den af, og Nips kom straks op på min mave. Hun var ret fyldt med fosterfedt og (mit) blod, men nu var hun der. Vores datter lå på min mave, og efter et par dask og lidt gnubben begyndte hun at græde. Det var så stor en følelse. Vi var forældre til den lille, fantastiske pige, der lå dér! Hun fik et håndklæde over sig, og jordemoderen satte en varmelampe over hende. Hun skulle jo helst ikke fryse, det lille pus. Hun begyndte hurtigt at sutte på sine fingre og lave smaskelyde, som om hun ville have bryst. Vi blev dog enige om, at hun lige skulle vente et øjeblik, så hun først kunne blive renset bare en smule og målt og vejet. Det kom dog til at tage noget tid, for jeg skulle sys forneden først. Jordemoderen måtte have assistance til det af en fødselslæge, og da der var mange fødende på gangen, måtte vi vente lidt. Det tog vi dog meget pænt, for vi havde jo en lille en at kigge på. Hun kiggede pænt tilbage med store gråblå øjne og kæmpe runde kinder. Hun tog pusten fra os. Inden fødselslægen Peter kom og syede mig, havde jordemoderen lagt en blokade forneden, så jeg ikke skule kunne mærke så meget. Dog gik der en del tid, så en lille smule kunne jeg mærke. Det var dog hurtigt overstået, og jeg havde følt mig meget tryg i Peters hænder. Pudsigt nok havde jeg mødt ham tidligere i mit forløb, og det hjalp måske også på det. Så var det tid til at se nærmere på Nips. Hun blev målt til 56 cm og vejet til 4102 g. En stor, sund og rask pige.

Vi skulle derefter hen på barselsgangen; af flere årsager, bl.a. at jeg havde haft feber under fødslen, og at jeg havde haft graviditetsbetinget sukkersyge. Der skulle vi være i to døgn, så de kunne holde øje med os. På vej derhen kørte vi forbi en fin væg med stofblade på et stort træ. Der fik vi lov at sætte et blad på for at symbolisere, at en lille pige var kommet til verden. Ret hyggeligt, synes jeg.

Her til sidst må jeg igen rose min mand. Han tog det hele i stiv arm. Støttede mig, hentede vand, hentede klude til panden osv.

Det var min fødselsberetning- ret meget pindet ud, men jeg vil gerne have det hele med. Måske det kan hjælpe nogen, så de er forberedte på, hvad der kan ske, inden de engang selv skal føde. Selve opholdet på barselsgangen vil jeg fortælle om på et senere tidspunkt.

Og nu til det, som flere sikkert har ventet på. Billeder af Nips.

image image image image

Rabarbergrød med sødemiddel

I forgårs trak jeg rabarber for første gang i år. Der var vildt mange. Selvom jeg kun tog ca. halvdelen for ikke at slå de to planter helt ud, var der alligevel 1200 g. Jeg ville gerne lave rabarbergrød, men med sødemiddel i stedet for almindeligt sukker, da jeg jo pt har graviditetsbetinget sukkersyge. Det var ret svært at finde en opskrift på nettet, så jeg måtte prøve mig lidt frem. Jeg tror aldrig, jeg bliver gode venner med sødemiddel. Det smager bare ikke helt så godt som sukker.

Min rabarbergrød blev desværre ikke helt vellykket i første omgang, da jeg både fik pureret blandingen lidt for meget og fik proppet for lidt Melatin i – og det ser man jo først, når grøden er kølet helt af. Jeg prøvede at google mig til et svar på, om man kan varme grøden op igen og proppe mere Melatin i, uden det er sundhedsskadeligt. Det kunne jeg ikke finde svar på (lorte Google!). Hvad gør man så? Jo, man ringer selvfølgelig til sin mor og spørger. Svaret var, at det kan man godt, og at jeg næste gang nok ikke skal purere grøden så meget. Det sidste havde jeg allerede indset. Jeg plejer heller ikke at give den mere end et par drøn, så alt ikke er frugtklumper, men denne gang havde den altså fået for meget.

Da jeg så varmede grøden op på ny i går, smed jeg lige lidt ekstra rabarbertern i for at give den lidt bid. Jeg smed også den gamle pose Melatin ud og åbnede en ny for at være sikker på, at det ikke var indholdet, der var noget galt med. Det hjalp, for i dag er grøden dejligt tyk. Endda måske lige til den gode side, men hellere det end en tynd omgang. Halvdelen af rabarbergrøden er nu kommet i fryseren, og resten skal jeg spise de næste par dage. Frank er ikke til rabarbergrød. Stik ham i stedet et stykke rabarbertærte – så er han på. Uh, nu får jeg helt lyst til den rabarbertærte. Den er så lækker. Nå, det må vente, til Nips er kommet til verden.

Årets første omgang rabarber

Igangsættelse bliver torsdag d. 12. maj

Gårsdagens adskillige aftaler på hospitalet mundede som lovet ud i en dato for igangsættelse. Jeg bliver sat i gang torsdag d. 12. maj kl. 8.45. På det tidspunkt er jeg 39+0. Hvordan de sætter mig i gang, ved de først, efter jeg på dagen er blevet undersøgt. Min jordemoder har dog sagt, at langt størstedelen af førstegangsfødende, der sættes i gang før termin, bliver sat i gang med piller. Det er derfor umiddelbart det, jeg regner med. Det kan tage lang tid, før der rent faktisk kommer veer, efter man er blevet sat i gang med piller. Det kommer helt an på, hvor moden kroppen er til at føde. Jeg håber, at jeg er meget moden ? Det kan selvfølgelig også være, at Nips vil ud før datoen for igangsættelse. Det bliver spændende at se, om det er tilfældet.

Nips er nu blevet målt til at veje lige under 3800 g, så hun er ikke så lille mere. Hendes mave er ifølge jordemoderen ved scanningen god rund, og hun har lange lårbensknogler, men det giver god mening, da både Frank og jeg har lange ben. Jeg ved fra andre, at man skal tage disse målinger med et gran salt, men det er rart at have et udgangspunkt.

Heldigvis er der ud fra min skønnede startvægt ikke kommet mere end ca. 12 kg ekstra på mig (deraf de 3,8 kg Nips). De fleste af dem sidder på maven som en badebold, så forhåbentlig ryger meget af vægten af sig selv efter fødslen. One can only hope. Umiddelbart er nogle ekstra kilo dog ikke det, jeg tænker mest på pt. Jeg vil bare have, at hun er sund og rask.

Nips har hikke

Mine tal for ophobning af galdesalte var heldigvis faldet fra 100 til 20 på en uge, så det er først i morgen, at vi ved scanning og diverse samtaler på hospitalet får lagt en plan for igangsættelse. Vi glæder os meget til at ’se’ hende igen og få at vide, hvor stor hun ifølge målingerne er blevet. Mit gæt er, at hun pt. vejer omkring 3500 g. De sidste dage, inden hun kommer ud til os, bruger jeg på at få ordnet de sidste småting, som vi nok ikke får så meget tid til bagefter. Fx har jeg i dag vasket vinduer og pottet lidt planter om. Alt bliver gjort i et roligt tempo, så både jeg og Nips kan følge med. Nu sidder vi og slapper lidt af efter frokost, og hun har fået hikke. Igen. Hun hikker stort set hver dag, og det er så hele maven ryster.

Nips har hikke

© 2017 riesonne.dk

Tema af Anders NorenOp ↑