I onsdag var jeg på Herlev Hospital og fik lavet en glukosebelastningstest. Svaret på teste  fik jeg i går, og det var ikke godt. Jeg har udviklet graviditetsbetinget sukkersyge. Kun ca, 2-3 % gravide får det, så jeg er én af de uheldige. Først tænkte jeg bare ‘øv!’, men da jeg havde læst lidt om mulige konsekvenser i forhold til Nips, blev jeg rigtig trist og begyndte at græde. Efter at have sundet mig lidt, valgte jeg at se det som en udfordring, jeg nok skal klare. Jeg må bare forsøge at være positiv.

I forbindelse med svaret på testen har hospitalet booket en masse ekstra samtaler og scanninger på hospitalet. Jeg skal bl.a.  til gruppekonsultation med en diætist, så jeg kan få skåret ned for de dårlige ting og op for de gode. Mens jeg sidder og skriver dette, sidder jeg faktisk og gnasker gulerodsstænger i mig i stedet for den frugt, jeg normalt ville have spist. Nips skal som sagt også scannes lidt ekstra, så jordemoderen kan tjekke, at hun ikke vokser for meget. Det er nemlig en af de risici, der er ved graviditetsbetinget sukkersyge.

Jeg kender ikke nogen andre, som har udviklet graviditetsbetinget sukkersyge, så jeg har ikke rigtig andre at spørge til råds end de professionelle. Det er selvfølgelig også fint, men det er altid rart at høre andres erfaringer.