riesonne.dk

Det enkle liv - en blog om stort og småt

Måned: marts 2016

Maven vokser stadig – nu i uge 33 af graviditeten

Nu er jeg i uge 33, og maven bliver stadig større og større.

Den gravide mave i uge 33
Nips i maven møver stadig meget rundt, og hendes puf gør nogle gange ret ondt. Det er som om, hun altid rammer de samme steder. Hun virker til at være en bestemt lille dame, for hvis jeg trykker ned, hvor jeg kan mærke en hånd eller en fod, får jeg som oftest et slag eller spark igen. Præcis som om hun siger ‘Stop! Her vil jeg være.’

I går var jeg i øvrigt til samtale med en speciallæge i diabetes på Herlev Hospital. Hun kiggede på de målinger, jeg på det sidste har lavet af mit blodsukker. Hun var ganske tilfreds, så nu skal jeg blot måle tre gange om ugen ved alle tre hovedmåltider.

Nu har jeg fået vægdrivhus

Inden påske modtog vi det bestilte Vitavia vægdrivhus (Ida 1300 i grøn), og Frank har nu samlet det. Det var ikke uden besvær, for skruer og bolte var noget værre makværk og knækkede for et godt ord. Det lykkedes dog, og jeg er SÅ glad. Det er ikke super stort, men det er stort nok og passer perfekt, der hvor det står. Jeg har for længst bestemt, hvad der skal stå derinde. Vi skal have agurker, tomater, peberfrugt og basilikum. Ih, det bliver så godt ?

Tak til dem, som ved vores bryllup gav et bidrag til drivhuset ??

Vitavia vægdrivhus

I går var vi i øvrigt på genbrugsstationen for at hente gratis kompostjord (eller vækstmuld som det bliver kaldt nogen steder). Det meste af det er nu blevet blandet med almindelig jord i vores bede, så der er næring til planterne, når de engang er store nok til at komme udenfor.  Det var ikke helt let for mig med min store mave, for jeg skulle ud i lidt mærkelige stillinger med benene for ikke at få ondt i ryggen. Godt nok er det højbede, vi har, men de er trods alt ikke så høje, at jeg slet ikke skal bukke mig.

Hård kost – og lysten til slik er der stadig

Jeg har nu spist meget sundt i 14 dage, og det er lidt hård kost. Det er vildt så mange gulerødder, jeg har fået spist! Jeg har kun spist meget lidt usundt, og lysten til det usunde er der stadig. Jeg skal blot finde nogle gode opskrifter på sunde muffins eller lignende, som jeg kan bruge til mellemmåltider. Jeg synes nemlig, at jeg kører lidt meget rundt i de samme ting hele tiden. Jeg har brug for lidt variation i kosten, og det skal helst være nemt. Særligt fordi jeg konstant er sulten.

Jeg spiser jo bl.a., som jeg gør, for at Nips ikke bliver en fedling, som jeg ikke kan få ud ved naturlig fødsel. I onsdags var Frank og jeg til vækstscanning, så hun kunne blive målt og få skønnet vægten. Hun blev skønnet til at veje 2222 g. Det er en smule over gennemsnittet, men stadig indenfor normalen. Vi er derfor ganske tilfredse. Jordemoderen, der scannede, sagde, at Nips har lange lårbensknogler, men det giver god mening, da både Frank og jeg har ret lange ben. Hun havde i øvrigt hikke ved scanningen, så jordemoderen havde til at starte med lidt problemer med at måle maven. Den bevægede sig nærmest hele tiden. Det var lidt sjovt at se på.

Jeg har i øvrigt fået barsel nu, og det er bare skønt. Pt føles det egentlig ikke som barsel, da det er påske, men på tirsdag bliver det nok mere virkeligt. Inden jeg kom på barsel, havde jeg svært ved at tage mig sammen til at komme ud og få frisk luft og motion. Nu har jeg sat mig for, at jeg skal ud hver dag og gå en tur rundt om Kagsmosen og hjem igen. Det er en tur på 30 min, så det passer perfekt med, hvad der anbefales. Indtil videre går det ret godt. Der er dog også kun gået to dage, siden jeg startede ?

At mærke mindre liv i den gravide mave

Nips plejer at puffe og møve sig rundt som en gal, så da jeg både lørdag og først på søndagen mærkede hende væsentligt mindre, begyndte jeg at blive lidt bekymret. Jeg havde mærket hende, men slet ikke så meget som normalt. Jeg prøvede at rykke til maven, drikke isvand og synge for hende, men hun reagerede ikke synderligt på det. Det satte i hvert fald ikke gang i den store møven rundt. Jeg ringede derfor til Fødemodtagelsen, og de bad mig komme ind til et tjek.

På hospitalet målte de plukveer og Nips’ hjertelyd over en periode på 20 min., og hver gang jeg kunne mærke hende, skulle jeg trykke på en knap. Hvad hendes inaktivitet havde skyldtes, ved vi stadig ikke, men selvfølgelig kom der helt vildt gang i hende, mens jeg lå der. Jeg trykkede jo nærmest på knappen konstant. Hun ville nok bare ud på eventyr, den lille fis. Tænk, at hun laver ballade allerede inden, hun er kommet ud! Jordemoderen sagde, at de havde registreret rigtig mange plukveer i løbet af de 20 min. Jeg mærker dem ofte ikke, men jeg fik at vide, at jeg skulle prøve at mærke efter, da for mange plukveer kan sætte fødslen i gang for tidligt. I øvrigt har jeg måske blærebetændelse. Jeg lavede en urinprøve på hospitalet, efter jeg havde fortalt, at jeg konstant skal tisse. Hvis alt er i orden, hører jeg intet fra hospitalet, så lad os krydse fingre for det.

Det er nok meget godt, at min barsel starter om få dage. Så er der tid til at slappe mere af og tage tingene i mit eget tempo- og så kan jeg forhåbentlig også snart slippe for min forstoppelse og de medfølgende hæmorider. Jeg ved, at det er noget, mange ikke tør tale om. Det er lidt et tabu, men jeg er sgu ret kold overfor det. Har man ondt i røven, må man sige det. Rigtig mange gravide oplever at få det, og det kan være rart at vide, at man ikke er den eneste, og at det er meget normalt. Jeg havde faktisk også prøvet det inden graviditeten, så jeg vidste, hvad jeg skulle bede lægen om, da det begyndte at blive slemt bagi.

Pizza med laks

Jeg har på Diabetesforeningens hjemmeside kigget efter opskrifter, som vi kunne bruge i hverdagen, nu hvor jeg har fået graviditetsbetinget sukkersyge. Der skal simpelthen mere fisk og grønt ind i kosten. Vi kan rigtig godt lide pizza, men det er næsten altid den samme slags, vi laver, og den plejer ikke at være helt sund. Da jeg faldt over en opskrift på pizza med laks, tænkte jeg, at den måtte vi prøve. Frank var ikke synderligt begejstret ved tanken om laks på pizza. Han kunne dog rigtig godt lide den, da han smagte den, så den er altså værd at prøve.

Opskriften er beregnet til fire personer, og jeg lavede to store i stedet for fire små. Den ene spiste vi til aften. Den anden tog jeg et par stykker fra til frokost på arbejde, og resten kom i fryseren til en dag, hvor vi ikke gider lave aftensmad.

Du finder opskriften på pizza med laks her.

Pizza med laks

Graviditetsbetinget sukkersyge – øv, øv!

I onsdag var jeg på Herlev Hospital og fik lavet en glukosebelastningstest. Svaret på teste  fik jeg i går, og det var ikke godt. Jeg har udviklet graviditetsbetinget sukkersyge. Kun ca, 2-3 % gravide får det, så jeg er én af de uheldige. Først tænkte jeg bare ‘øv!’, men da jeg havde læst lidt om mulige konsekvenser i forhold til Nips, blev jeg rigtig trist og begyndte at græde. Efter at have sundet mig lidt, valgte jeg at se det som en udfordring, jeg nok skal klare. Jeg må bare forsøge at være positiv.

I forbindelse med svaret på testen har hospitalet booket en masse ekstra samtaler og scanninger på hospitalet. Jeg skal bl.a.  til gruppekonsultation med en diætist, så jeg kan få skåret ned for de dårlige ting og op for de gode. Mens jeg sidder og skriver dette, sidder jeg faktisk og gnasker gulerodsstænger i mig i stedet for den frugt, jeg normalt ville have spist. Nips skal som sagt også scannes lidt ekstra, så jordemoderen kan tjekke, at hun ikke vokser for meget. Det er nemlig en af de risici, der er ved graviditetsbetinget sukkersyge.

Jeg kender ikke nogen andre, som har udviklet graviditetsbetinget sukkersyge, så jeg har ikke rigtig andre at spørge til råds end de professionelle. Det er selvfølgelig også fint, men det er altid rart at høre andres erfaringer.

Forkultivering i det tidlige forår

I fredags syntes jeg, at det var blevet tid til at forkultivere lidt planter. Jeg såede derfor chili, peberfrugt og enkelte frø af to slags tomater. Disse skal stå i vægdrivhuset, som jeg snart får. Agurk skal jeg også have, men den venter jeg lidt med til senere på måneden, hvor jeg også skal så flere tomater. Jeg valgte også at så flere kruspersille, for det bruger vi meget af. Sidst men ikke mindst så prøver jeg i år at forkultivere en enkelt type salat, nemlig Lollo Rossa. Jeg kommer også til at så den direkte udenfor senere på måneden/starten af april, men i følge indpakningen kan man sagtens så den inde fra marts måned, så det skulle jeg da prøve. Salaten spirede så allerede efter tre dage. Det må være rekord! Jeg har i hvert fald aldrig prøvet det før. Nu må vi se, om de små planter kan holde til det- måske får de det for varmt herinde i stuevinduet.

Forkultivering 2016

Sidste år gravede jeg mine georgine knolde op i håb om, at de ville overleve ude  i garagen. Det gjorde de desværre ikke, så jeg har købt nogle nye knolde. De kom med posten fra Blomsterverden.dk i går. Jeg har valgt tre forskellige slags, nemlig Firepot, Lakeland Autumn og Life Style. Alle sammen georginer med fuld kraft på farverne. Jeg glæder mig simpelthen så meget til, at jeg om en måned eller to skal plante dem ud. De bliver helt sikkert super flotte.

Georgine knolde i poser

Ferie på Tenerife

Vi er netop kommet hjem fra en 8-dages ferie i Los Gigantes på Tenerife. Det var lige, hvad vi trængte til. Selvom vi da var ude og se lidt forskelligt på øen, fx vulkanen Teide og dyreparken Loro Parque, stod den for det meste blot på afslapning på vores egen kæmpe balkon på hotellet. Ja, Frank var da også ude at dykke en enkelt dag, og vi skulle have været på tur ud at se delfiner og hvaler, men det blæste for meget til, at de ville have gravide mig med, så afslapning var i højsædet. Det var dog også helt ok, for det havde vi begge virkelig behov for. Frank har for tiden en del muskelsmerter, når han bevæger sig for meget, og jeg bliver bare hurtigt træt, så at kunne ligge ned og nyde solens stråler var helt perfekt. Vi havde skønt vejr på ca. 22 grader de fleste dage, men min gravide mave ville kun have lidt sol ad gangen. Jeg fik simpelthen røde prikker, som om Nips i maven sagde ‘Kun lidt ad gangen, mor’. Men det var også ok, for så gik jeg bare ind og satte mig i skyggen og læste i min bog.

Gravid mig på liggestol

Udsigten fra balkonen på vores hotel var så skøn. Hotellet, Royal Sun, ligger øverst på klippevæggen med kig ned over havnen i Los Gigantes på vestkysten. Det kan jeg klart anbefale at prøve. Vi købte halvpension og var også fint tilfredse med maden på hotellet. Normalt ville vi nok have købt morgenmad og så spist ude til frokost og aften, men der er meget bakket terræn på Tenerife, og da vores hotel lå på toppen, ville det være ret hårdt for mig med min gravide mave, hvis vi flere gange dagligt skulle vandre frem og tilbage. Vi gjorde det én dag, og da vi kom hjem til hotellet, var jeg helt færdig og pænt fyldt med væske i kroppen. Ikke særlig rart.

Udsigt fra balkon på Tenerife

Nu har vi lige nogle dages ferie tilbage herhjemme, før vi igen skal på arbejde. De skal bruges på mere afslapning- og så lidt forkultivering af planter for min del. Nu er det jo endelig tid til det igen. Jeg har dog lovet Frank at styre mig i forhold til sidste år, hvor jeg gik lidt i selvsving.

© 2017 riesonne.dk

Tema af Anders NorenOp ↑