riesonne.dk

Det enkle liv - en blog om stort og småt

Måned: februar 2016

2. graviditetsundersøgelse

Tidligere på ugen var jeg til 2. graviditetsundersøgelse. Man skal i alt til tre graviditetsundersøgelser hos egen læge. Jeg fik taget blodprøve og gav en urinprøve, for som gravid skal man have tjekket, at man får de vitaminer, man skal have, og at der ikke er noget forkert i urinen.  Mange ting kan nemlig være skadelige for den lille i maven.

Jeg blev målt (på maven)- fra navle og ned var der 23 cm, og det er åbenbart helt fint i forhold til, hvor langt jeg er i graviditeten. Da vi skulle høre hjertelyd på Nips, var hun ikke helt samarbejdsvillig. Hun havde lagt sig i fosterstilling i yndlingssiden (min højre side), så vi måtte rykke lidt på maven, før hun gad åbne lidt op, så vi kunne høre hendes fine lille hjerte.

Jeg havde glædet mig til at blive vejet, for vi har ikke vægt derhjemme, så jeg anede ikke, hvor meget jeg havde taget på, siden jeg sidst blev vejet i uge 10. I forhold til den skønnede startvægt har jeg pt taget 10 kg på (ny vægt er 73,45 kg). Dvs siden uge 10 har jeg taget ca. 6 kg på). Lægen sagde, at det var helt fint i forhold til, hvordan vægten sidder. Den sidder nemlig som en bold på maven. Jeg er næsten ikke vokset andre steder på kroppen (ud over lidt på lårene og brysterne selvfølgelig).

Billedet er fra i dag, hvor jeg er 26+2 (26 uger og 2 dage) i min graviditet.

Den gravide mave uge 26+2

Forkølelse hersker stadig i snot-slottet

Ja, så ramte en forkølelse mig sørme igen. Nu er det anden gang på halvanden måned. I juledagene var jeg syg i over en uge. I onsdags måtte jeg gå hjem fra arbejde, fordi jeg havde det skidt. Jeg havde generelt ubehag i kroppen, ondt i halsen, snottet næse, og kropstemperaturen var all over the place. Det ene øjeblik frøs jeg, og det andet var jeg ved at gå til af hede. Nu er det så mandag, og jeg er kommet mig nok til at skulle på arbejde igen i morgen. Næsen er stadig lukket til, og jeg har tør hoste, men kropstemperaturen ser ud til at være mere stabil om dagen. Om natten har jeg stadig koldsved, men den forsvinder nok, når den sidste smule sygdom er ude af kroppen. At ligge ned i flere dage har givet mig lidt ekstra ondt i bækkenet, men det forsvinder nok også, når jeg kommer lidt mere i gang. Jeg har dog nok følt mig lidt ekstra ramt, nu hvor jeg jo er gravid, men det virker til, at Nips bare har hygget sig inde i maven trods sygdom.  Frank har mærket hende nu, og i går lå hun helt ud til maveskindet i den ene side, så maven så helt skæv ud. Det var ret sjovt at se.

Der er rigtig mange kolleger, der er syge i øjeblikket. De skal have ro til at blive friske. Det hjælper ingen, at man kommer for tidligt tilbage på arbejde. Man smitter bare kollegerne, og så starter det hele jo forfra. Jeg  var tidligere en af dem, som altid kom tilbage på arbejde en dag eller to for tidligt, fordi jeg havde den illusion, at arbejdet havde så hårdt brug for mig. Nu er jeg begyndt at følge mig mors råd, som siger, at man først skal tage på arbejde, efter man har haft en dag derhjemme, hvor man kan gå rundt og ordne små praktiske ting uden at føle sig synderligt dårlig. På den måde sikrer man sig, at man rent faktisk er rask nok til at arbejde. Ih altså, hvor er min mor klog 🙂

© 2017 riesonne.dk

Tema af Anders NorenOp ↑