Maven vokser stadig, som den skal. Jeg er nu 23+5 henne, og jeg kan tydeligt mærke, at Nips bliver større og stærkere, for hun giver den ofte max gas med bevægelser. I går kunne jeg endda se hendes spark og slag udenpå maven. Det var lidt vildt.

Gravid mave- 23+4

I takt med at Nips vokser i maven, tænker vi mere og mere over, hvad vi skal købe og ordne, inden hun kommer ud. Da hendes tremmeseng skal stå så tæt på min plads i vores seng som muligt, har vi besluttet, at det store garderobeskab i soveværelset skal ud. Der er nemlig ikke plads til det for enden af sengen, hvor loftet er lidt skråt. Da vi i søndags var i Ikea for at købe tremmeseng og andre børneting, købte vi derfor et nyt garderobeskab til soveværelset. Vi endte med at designe vores eget Pax skab. Det kostede os ca. 2300 kr (vi sparede 300, da vi har Ikea Family kort). Vi har endnu ikke haft tid til at rykke tøjet over i det nye skab. Det ordner vi i den kommende weekend, hvor Frank også skal skille det store skab ad.

Pax skab fra Ikea