Jeg synes her i 23. uge stadig, at det er lidt surrealistisk, at der ligger en baby inde i min mave. Nu er vi dog efterhånden ved at have knyttet os godt til hinanden. Jeg mærker hende flere gange hver dag, og det er rigtig dejligt.  Det gør det hele mere virkeligt for mig at mærke livstegn. Jeg mærkede hende faktisk allerede i 15. uge. Selvfølgelig ikke så meget som nu, men et par gange mærkede jeg noget, som jeg ikke havde mærket før, og som i hvert fald ikke bare var tarmene eller spændinger. Dengang var jeg ikke helt sikker på, at det var hende, men det ved jeg nu, at det var.

Flere siger, at de synes, at babyens spark føles som bobler eller en fisk i vandet. Sådan vil jeg nu ikke beskrive det, for hvem har lige prøvet at mærke bobler inde i maven før. Det kan være svært at beskrive, hvordan  livstegn føles. Ja, jeg vil ikke engang prøve, tror jeg. Det handler nemlig mere om, at jo bedre du kender din krop, og jo bedre du er til at mærke den, jo hurtigere eller nemmere kan du mærke, at noget ikke føles, som det plejer. Det kan også sagtens være, at vi oplever disse spark forskelligt. Nogle gange bliver jeg helt overrasket, når jeg kan mærke hende bevæge sig derinde, så jeg får et lille chok.  Jeg kan tage mig selv i at sige ‘uh’ af bare overraskelse. Jeg kan så ikke lade være med at tænke på, at det jo kommer til at føles meget voldsommere jo større, hun bliver. Til den tid har jeg dog måske vænnet mig lidt mere til at mærke hende så meget.

I følge min jordemoder er det meget forskelligt, hvor tidligt man mærker sin baby i maven. Nogen mærker den først omkring 18.-20. uge, mens andre, som jeg, mærker den langt tidligere. Hvis man har foranliggende moderkage, er det ofte sværere at mærke baby, da den skal sparke sig ‘igennem’ moderkagen. Jeg har delvis foranliggende moderkage, men dog kun meget lidt, da den kun lige kommer ud nederst foran livmoderhalsen. Det er åbenbart meget normalt, og i ca. 80-90 % af tilfældene rykker moderkagen sig, som den skal inden fødslen.