riesonne.dk

Det enkle liv - en blog om stort og småt

Måned: december 2015

Julen er ovre og om lidt er det nytår

Min jul blev holdt hos min søster på Østerbro- selvfølgelig sammen med min mand, hendes lille familie og vores forældre. Selv julemanden kom på besøg for at give de små gaver. Ja, Nips i min mave fik endda også gaver. Ret cool at få gaver inden man er født!

Jeg fik flere gode gaver til jul, men de allerbedste var en badekåbe og en økologisk varmepude med speltkerner i. Begge har allerede været i brug mange gange siden juleaften, for manden har smittet mig, så jeg er snotforkølet. Pt sidder jeg derfor under dynen på sofaen med lommetørklæder, Halls, varm te, varmepude, mens jeg ser film på stribe. Selvom jeg er forkølet og ikke har megen appetit, bliver jeg helt lækkersulten af at se Julie & Julia. Jeg får næsten helt lyst til selv at lave en masse mad, men også kun næsten, for jeg har ingen energi, og jeg kan alligevel ikke spise halvdelen af det.

Nytåret skal holdes herhjemme, bare Frank og mig (og Nips i maven). Det er første gang, vi skal være os selv en nytårsaften. Det skal nok blive hyggeligt.

1. jordemoderkonsultation er overstået

Jeg har netop været til den første jordemoderkonsultation, og det var en rar oplevelse. Det var en sød og hjælpsom jordemoder, som jeg var inde hos sammen med Frank. Hun gav en masse info og spurgte også ind til en masse ting. Hun lyttede efter hjertelyd, og det fandt hun hurtigt. Et stærkt lille hjerte kunne vi høre – præcis ligesom sidste gang vi hørte det.

Da der har været noget gammelmandssukkersyge i min familie, skal jeg til en sukkerbelastningstest lige inden næste jordemoderkonsultation. Jeg skal simpelthen testes for at se, hvad risikoen er for, at jeg kan udvikle sukkersyge.

Jordemoderen oplyste i øvrigt, at min blodtype er den lidt sjældnere rhesus negativ, og det betyder, at jeg lidt senere i graviditeten måske skal have en indsprøjtning med noget, der hedder anti-D, da jeg ellers kan danne antistoffer overfor babyen. Der skal dog lige tages en blodprøve, næste gang jeg er hos egen læge til kontrol. Det var vist sådan, hun sagde. Jeg har ikke så meget styr på det, men det har jordemoderen heldigvis 🙂

Vi er nu også tilmeldt noget fødselsforberedelse. Det starter dog først engang i marts, da det passer os bedst. Det bliver spændende at se, om vi får en masse ny info, eller om vi allerede er godt dækket ind efter at have læst og ‘kloge’ på nettet.

En OBH Nordica Hercules røremaskine til mig

Til jul har jeg blandt andet ønsket mig gavekort til Imerco, så jeg kan få en røremaskine. Der er dog et rigtig godt tilbud på en sort OBH Nordica Hercules røremaskine her før jul (1599 kr.), så jeg smuttede forbi den lokale butik i Brønshøj i går med gavekort fra brylluppet. Jeg var heldig, for der var kun én tilbage hos dem. Røremaskinen blev fragtet hjem forrest på cyklen – jeg trak selvfølgelig cyklen, for maskinen var ikke helt let.

Da jeg kom hjem, gik jeg straks i gang med at pakke maskinen ud og rense de løse dele. Jeg havde allerede været inde på OBH Nordicas hjemmeside for at se, hvordan man fx sætter dejkrogen på maskinen, så alt burde være lige til – meeeeen… Det var det ikke! Det var som om, der sad et eller andet i vejen i hullet, hvor dejkrog/rørespade/piskeris skulle sættes på. Det burde i følge en vejledningsvideo være snip-snap, og så sad den på, men dejkrogen ville bare ikke på min maskine. Jeg prøvede med lidt vold, men lige lidt hjalp det. Jeg ringede skuffet til Frank og fortalte om problemet, og han lovede at kigge på det efter arbejde. Da han nogle timer senere kom hjem, gik han straks i gang. Efter lidt roden med maskinen – og lidt vold – fik han løst problemet. Det var noget med en fjeder, som vist ikke var helt klar over, at den var en fjeder. Anyway, jeg var lykkelig, for endelig kunne jeg selv få det hele til at virke. Maskinen er endnu ikke kommet i brug, men det gør den i morgen, og jeg glæder mig 🙂 Jeg skal nok fortælle mere om maskinen, når den er afprøvet nogle gange.

Pointen med denne historie er, ud over at jeg kan være utålmodig, og at du lige nu kan få en lækker røremaskine til kun 1599 kr., at jeg ikke kan klare mig uden min handymand. Uden ham havde jeg sikkert måtte slæbe maskinen tilbage til Imerco og få pengene retur. Det havde gravide jeg ikke været tilfreds med!

OBH Nordica Hercules røremaskine

Og der blev bagt og pyntet til jul…

Ovenpå en god bryllupsfest i lørdags var jeg lidt træt i går, søndag. Jeg skulle dog under alle omstændigheder alligevel bage julesmåkager og pynte vores juletræ. Det er jo ved at være jul. Og der blev bagt og pyntet 🙂

Jeg startede med træet, som var lidt større, end vi plejer at købe det. I år har jeg købt flere kugler til at putte på træet, og det er blevet så fint med dem på. Dog var der ikke helt guirlande nok, så det skal jeg lige have købt noget mere af.

Juletræet 2015

Jeg plejer ikke at lave brunkager, pebernødder eller jødekager. Jeg laver altid små kagefigurer af en opskrift, som vi brugte i folkeskolen. Det var også det, jeg lavede i går. Nedenfor kan du se opskriften.

Børnedej til kagefigurer

3 dl sukker
2 dl sirup
100 g smør
1 spsk stødt kanel
2-3 tsk stødt ingefær
1 spsk natron
3 dl mælk
1 kg hvedemel

Smelt sukker, sirup og smør sammen ved svag varme i en lille gryde. Tag gryden af varmen, og rør krydderier og natron i massen. Hæld mælk i massen (lidt ad gangen), og lad massen køle helt af. Rør/ælt hvedemel i den afkølede masse (igen kun lidt ad gangen). Pas godt på, at dejen ikke bliver for stiv. Sæt dejen i køleskabet natten over.

Tag dejene ud et par timer, før du skal bruge den. Så er den lidt lettere at arbejde med. Find udstiksforme frem, og tænd ovnen på 200 grader. Så er det ellers bare med at gå i gang med at rulle dejen ud. Den skal have en tykkelse på ca. ½ cm, før du stikker figurerne ud. Bag småkagerne i ca. 5 min. på øverste ribbe i ovnen. De skal have en svagt brunlig farve. Der skal rigtig lidt til, før de får for meget, så prøv dig frem. De har fået lige til pas, når de efter afkølning stadig er lidt bløde at tygge i. Pynt evt. til sidst med glasur.

Julesmåkager

Ny frisure og hårfarve

Man kan ikke komme til bryllup og ligne noget, der er løgn. Jeg var derfor til frisør igår for at få fixet håret. Det var tid til en ny frisure og farve. Det var efterhånden også meget langt og med den vildeste udgroning. Min frisør, Thomas fra Guru Hair, skuffede ikke. Han lagde tre forskellige farver i håret i form af striber, som ikke er så voldsomt farlige i forhold til bundfarve, der jo er i direkte kontakt med hårbunden. Jeg er selv meget tilfreds med farven, og manden derhjemme har også givet sit ok. Han har ellers kun set mig med lyst hår, så han var lidt bange for, at det skulle blive alt for mørkt.

Ny frisure

Den perfekte ventekjole til bryllup er fundet

Jeg skal snart til min dejlige kollega, Vickis, bryllup. Hun og hendes forlovede, Daniel, har valgt at holde et vinterbryllup, og det skal nok blive helt fantastisk. Men hvad skal sådan en rund trunte som mig så have på til brylluppet? Jeg vil gerne have noget enkelt og afdæmpet, men man må alligevel også godt kunne se min fine, gravide mave. Jeg har søgt og søgt på nettet, og nu er kjolen fundet. Det er en rigtig smuk ventekjole, som jeg endda kan vokse lidt i. Jeg har købt den på gravidemaver.dk til 380 kr. Kjolen er en str. M og af mærket Mamalicious.

Ventekjole fra Mamalicious

© 2017 riesonne.dk

Tema af Anders NorenOp ↑