Jeg har allerede fortalt en del om brylluppet, men nu får du lidt mere info om blomster og pynt – og flere billeder.

Jeg lavede jo selv min brudebuket og alle blomsterdekorationerne. Det var både nemt og sjovt, og så sparer det også for en masse penge. Vi havde blot valgt de blomster, vi syntes var pæne og passede til lejligheden, og så var det ellers med at gå i gang. Jeg tror, jeg brugte ca. to effektive timer på at binde buketten og lave de tre dekorationer. Til brudebuketten brugte jeg blomstertape, små nåle, bredt cremefarvet satinbånd og en del blomster. Der var både roser, nelliker i flere farver, kålblomster og pyntegrønt i form af lidt grene med grønne bær i buketten. Frank blev grebet af min kreativitet og valgte selv at give sig i kast med knaphulsblomster til ham og forloveren, Henrik. De blev rigtig fine. På billedet er hans lille dekoration pakket ind i våd køkkenrulle, for den skulle jo holde til brylluppet dagen efter.

Hjemmebundet brudebuket        Min brudebuket

De tre øvrige blomsterdekorationer bestod af brudeslør, pyntegrønt, krysantemum santini, roser, nelliker, hypericum (ligner små bær), calla og kålblomster. Jeg lavede tre lidt forskellige dekorationer, da de ikke alle skulle stå samme sted. To af dem skulle stå udenfor, mens én skulle stå i festteltet.

En fin blomsterdekoration fra brylluppet

Lille blomsterdekoration til brylluppet

Smuk blomsterdekoration fra brylluppet

Vi valgte med vilje, at der ikke skulle blomster på bordene, hvor vi skulle spise, da vi gerne ville have nogle enkle dekorationer, samtidig med at vi gerne ville have, at alle skulle kunne se hinanden. Vi nøjedes derfor med nogle lysdekorationer i vaser, hvor der var sat en enkelt blomst (germini) på hver dekoration. Bordene blev desuden pyntet med stof-rosenblade. Balloner i og udenfor teltet matchede det farvetema, vi kørte med, nemlig pink/fuchsia og limegrøn.

Pyntet festtelt     Bordpynt til brylluppet

Ved indgangen til selve matriklen satte vi en masse fine roser og de sidste nelliker op i hækken og hegnet som sådan en fin velkomst. På porten havde vi sat tyl og store roser som ekstra pynt. Vi satte faktisk også germini op på et stykke af hegnet i haven. De fik ligesom skabt et ekstra rum, men desværre døde de lidt i løbet af dagen, da det jo var de der 25 grader. Dem skal man ikke vælge til andet en dekorationer, der står i vand. De holder slet ikke så godt som roser eller nelliker.

Indgangspartiet til matriklen er pyntet med blomster