riesonne.dk

Det enkle liv - en blog om stort og småt

Måned: august 2015

Bryllup – så blev vi gift

Jeg har ikke skrevet herinde de seneste dage, og det skyldes, at jeg har haft ret travlt med bryllupsforberedelser. I lørdags blev vores bryllup så holdt. Vi blev viet i Lindevang Kirke, og festen blev holdt i et stort telt hjemme i haven. Det var en skøn dag, og vi lod den ikke blive ødelagt af, at fotografen, vi havde bestilt, var en no-show. Gode venner tog heldigvis masser af billeder. Den oprindelige fotograf vil dog få en ret dårlig anmeldelse af os senere.

Jeg havde lavet min egen brudebuket og de øvrige buketter til festen. Franks søster, Alice, havde hjulpet os med at dække borde og pynte op. Jeg havde desuden selv ordnet hår og makeup til den store dag.

Nu er vi så mand og kone, og efter vores bryllupsrejse til Italien ændrer vi navn til Frank og Rie Sonne Mortensen. Det bliver underligt at skulle skrive under med et nyt efternavn. Det skal jeg vist lige vænne mig til. Jeg har dog jo heldigvis lidt tid til at øve mig.

Efter bryllupsrejsen skal jeg nok fortælle mere om blomsterne, maden, drikkevarerne og ikke mindst bryllupskagen.

Bryllupsceremoni

Brudebuketten

Os i kirken

Brudeparret kysser

Bryllupskage

Så er de hjemmedyrkede peberfrugter modne

Nu er de første hjemmedyrkede peberfrugter modne. Det blev de faktisk for nogle dage siden, men jeg har haft så travlt med bryllupsforberedelserne på det sidste, at jeg ikke rigtig har fået skrevet om de røde frugter.

Det er nogle lækre, små peberfrugter, som smager af mere end de peberfrugter, som man køber i butikkerne. Jeg kan tydeligt se, hvor peberfrugt-planterne har det bedst. Det har de indenfor, hvor der er varmt og trygt- væk fra vind og uvejr. Peberfrugterne udenfor er endnu ikke modne. Det er de nok først, når vi engang er tilbage fra vores bryllupsrejse.

Modne peberfrugter

Sylte, sylte, sylte

I dag har jeg brugt en del tid ude i køkkenet. Det skyldes bl.a., at vi har mange blommer og chili, som skal bruges. Jeg havde derfor en idé om, at jeg skulle sylte chili og lave blommechutney, blommebrændevin, blommesyltetøj og jordbærsyltetøj. Det, der tog længst tid, var forarbejdet med at rense blommerne og fjerne sten fra dem. Jeg har dog efterhånden fundet en forholdsvis hurtig metode. Jeg har trods alt renset pænt mange blommer den seneste måned. Jeg glæder mig mest til at smage blommechutney’en. Chutney passer jo til rigtig meget, så hvis den er god, kommer jeg helt sikker til at lave den igen. Opskrifter på det hele får du på et senere tidspunkt. Jeg skal jo lige være sikker på, at det er værd at dele, og det ved jeg først, når vi har smagt på sagerne. Blommebrændevinen er først færdig op til jul, for den skal stå i tre måneder, før den er drikkeklar.

Syltedag

Vinsmagning i privaten

I går lavede Frank og jeg en lille vinsmagning i privaten. Vi skulle nemlig til at finde en god rødvin til hovedretten (krondyrsfilet) til vores bryllup. Vi havde allerede smagt en mindre god rødvin fra Hardys. Nu var det tid til at smage vin købt i hhv. Føtex, HJ Hansen Vin og Mad & Vin. Vi smagte dem til en omgang kartoffelmos og en sammenkogt ret med krondyr i tern. Vi var mest hooked på Le Domaine d’Albas 2013, som vi havde købt for 77 kr i Mad & Vin. Nu mangler vi bare at købe den samt at finde en anden rødvin, som er god uden mad til. Ja, og vi mangler da stadig også hvidvinen. Der kender vi dog flere gode, som vi kan vælge i mellem.

Vinsmagning -rødvin

Hjemmelavet blommetærte af egne blommer

Vi har så mange blommer i øjeblikket, at jeg skal være lidt kreativ i brugen af dem for ikke at gå død i smagen af blommer. I lørdags bestemte jeg mig derfor for at lave en blommetærte.

Jeg fandt en opskrift på nettet på en ‘bunden i vejret’-blommetærte, hvor jeg blot tilføjede 100 gr revet marcipan for at gøre den ekstra snasket og lækker. Det var ikke helt nemt at lave den. Jeg synes, at jeg brugte mere arbejdstid end de anførte 30 min, og jeg havde endda ellers på forhånd renset blommerne. Da jeg havde fået klasket kagen sammen, kom den i ovnen. Der var den i 50 minutter (på 180 graders varmluft). Jeg fulgte opskriftens anvisninger i forhold til at løsne kagen fra formens sider og lade den stå et par minutter. Da jeg løsnede siderne, kunne jeg se, at der var megen saft fra blommerne. Den løb så ud på bordet, fordi jeg var kommet til at lægge blommerne helt ud til kanten af formen, da jeg lavede kagen. Det skal man lige være opmærksom på, at man ikke skal gøre. Dejen skal kunne løbe ud i siderne. Det vidste jeg ikke, og det fremgår heller ikke af opskriften. Well well, you live, you learn. Da jeg skulle vende kagen ud på en tallerken, tænkte jeg mig ikke rigtig om. Jeg skulle have taget tallerkenen helt op til kagen, men det gjorde jeg ikke. Det resulterede i, at et stykke af kagen knækkede af. Jeg kan dog berolige alle med, at den smagte sygt godt med en ske creme fraiche til – og så kan den fryses ned. Det er også et hit hos mig.

Hvis du vil prøve ovenstående opskrift, skal du have lidt tålmodighed. Jeg har kun små blommer, og det tager en krig at fjerne sten på dem. Det tager desuden en rum tid at lave karamel ud af sukker og smør. Tålmodigheden betaler sig dog.

Blommetærte

Nogle tomater er begyndt at modne

Endelig er det tid til at smage egne, hjemmeavlede tomater igen.  Busktomaten Heartbreaker og cherrytomaten Supersweet er nemlig begyndt at modne. De er lækre, friske og søde i smagen. Det kunne godt se ud som om, at nogle af de andre tomatsorter først bliver modne omkring det tidspunkt, hvor vi skal på bryllupsrejse. Det betyder, at jeg vist skal have fundet mig en hjælper, der kan vande og plukke tomater en gang eller to, mens vi er væk.

Heartbreaker tomater er begyndt at modne

Supersweet er begyndt at modne

 

En død cykel er lig med en ny cykel

Da jeg i lørdags af cykelhandleren på Islev Torv fik at vide, at min cykel altså var helt død, indså jeg, at jeg nok måtte købe en ny. Det passede ellers ikke så godt her kort før bryllup og rejse. Cykelhandleren hos eCykler sagde, at det var livsfarligt at køre på den, fordi kæden kunne springe af i tide og utide. Og da jeg jo gerne vil opleve min bryllupsdag, besluttede Frank og jeg, at jeg skulle købe en cykel. Vi fandt en fin, hvid granny model med lygter, punkterfrie dæk og cykelkurv fra Winther til 4150 kr. Jeg er allerede rigtig glad for min nye cykel. Den er rigtig god at køre på, specielt fordi styret sidder lidt højere end normalt.

Min nye cykel fra Winther

Chili-smagning a la Chili-Klaus

De første chilier fra haven er klar, og det betyder: Chili-smagning! Det er ikke helt så vildt, som når Chili-Klaus har gæster til chili-smagning. Så stærke er vores chilier trods alt ikke. Jeg er jo dog ikke så glad for stærk mad, så derfor syntes vi, at det kunne være sjovt at optage smagningen af chilien De Cayenne. Efter optagelsen gik der dog ikke lang tid, før det stærke var forsvundet fra min mund, så jeg var nok bare lidt sølle ved den chili-smagning. Næste gang må vi prøve en lidt stærkere chili. Så tror jeg også, at videoen bliver lidt sjovere at kigge på. Man skal dog starte et sted, så se med nedenfor 🙂

Blommer er nyeste afgrøde i haven

Nu er det tid til blommer. De er så småt begyndt at falde af træerne i haven, og i dag har jeg været ude at samle en stor skål, så jeg kan lave blommegrød. Vi har flere forskellige slags blommer, og jeg plejer at blande dem alle, når jeg skal lave grød eller marmelade af dem. Det giver en god blanding med både bløde og lidt fastere stykker blommekød. Det kan jeg godt lide. Det plejer altid at være mig, der spiser det meste af det med blommer i. Frank er ikke så stor fan af blommegrød og -marmelade. Jeg kan nu ret godt lide det, og blommer er jo gode for fordøjelsen (i mindre mængde selvfølgelig).

Blommegrød

750 g blommer

3 dl vand

1 tsk stødt kanel

1 vanillestang

200 g sukker

Rød Melatin

2 spsk sukker

Ekstra sukker til drys

Skyl blommerne, og fjern stenene. Skær vanillestangen op. Læg blommer, vand, stødt kanel, vanillestang og sukker i en gryde. Kog blandingen op ved jævn varme under låg i ca. 15 minutter (rør en gang i mellem).  Tag vanillestangen op. Bland Rød Melatin og sukker i en lille skål. Hæld sukkerblandingen i blommeblandingen, mens du rører godt til et par minutter. Tag blommegrøden af varmen, og lad den køle lidt af, inden du putter den over i en skål, drysser lidt sukker på toppen og stiller den i køleskabet.

Blommegrød af egne blommer

 

På tur til Knuthenborg Safaripark

I dag var Frank og jeg i Knuthenborg Safaripark. Ingen af os havde været der før, så vi glædede os meget. Vores lejebil fra Driveon.net bragte os til Lolland. Det tog ca. 1 time og 30 min.  Vi var som små børn, da vi kørte ned ad den store allé mod parken. Vi skulle ikke langt ind, før vi så de første dyr. Æsler og nubiske geder. Vi kunne klappe begge dele. Senere så vi bl.a. giraffer, antiloper, næsehorn, ulve, tigre, kameler, bisoner, aber, okser, strudse, lemurer, emuer og noget så almindeligt som shetlandsponyer. Nogle steder kunne vi komme ud og gå blandt dyrene. Andre steder måtte vi ikke gå ud af bilen, fordi dyrene kunne være farlige. Vi så ulvene blive fodret, og det var ret interessant. De små ulveunger prøvede også at komme til fadet, men deres charme havde ikke rigtig nogen indvirkning på de store ulve, så de fik kun lidt.

Vi havde en rigtig dejlig dag i Knuthenborg Safaripark. Det er helt sikkert ikke sidste gang, vi tager dertil. Vi er jo trods alt dyreelskere.

Eland antilope i Knuthenborg Safaripark

Zebra i Knuthenborg Safaripark

© 2017 riesonne.dk

Tema af Anders NorenOp ↑