I går formiddags blev jeg stukket på læggen af en humlebi. Jeg lå på solsengen og slangede mig og skulle bare lige rykke benet lidt, og så gjorde det ondt. Den fine bi sad stadig på benet. Den kunne ikke komme fri ved egen kraft, så den hang der og sprællede. Jeg måtte være flink og hjælpe den fri, og så fløj den lystigt videre, mens jeg sad og ømmede mig lidt. Jeg skyndte mig dog hurtigt ind for at få lidt is på. Tidligere på ugen hjalp det nemlig, da jeg blev stukket under foden (jeg var ved at træde på bien, så fair nok). Det hjalp dog ikke i går. Som timerne gik, gjorde det mere og mere ondt i læggen. Hver gang jeg skulle bevæge benet, gjorde det ondt. Jeg sagde straks til Frank: Det her ynk kommer du nok til at høre på resten af dagen!

I dag gør det mindre ondt, men jeg kan stadig mærke giften i benet. Jeg kan slet ikke mindes, at jeg nogensinde har prøvet, at det gør så ondt at blive stukket af en bi. Tænk, at sådan en lille bi kan lave så megen ravage. Ikke flere bistik til mig, tak!